13
Om Realisme i Videnskab og Tro.
Derved kommer der en stor Afstand mellem en teologisk Tænker som Biskop Martensen og den yngre teologiske Generation. I slutningen af hans Bog om Jakob Bøhme kan man læse hans advarende Ord til de unge teologiske »Realister«. Han har sikkert Ret, ti denne sneverhjærtede Klamren ved de overleverede Dogmer er ikke holdbar i Længden.
Intet staar stille i Verden. Selv hvor der paa Overfladen synes at være Ro og Uforanderlighed, kan der i Dybet foregaa de betydningsfuldeste Processer og aflejres Lag, der til sin Tid komme frem for Lyset. De almenmenneskelige Erfaringer øve deres stille Indflydelse. Gennem den teologisk-religiøse Udvikling siden Middelalderens Dage kan der spores en stadig Tendens efter at naa Maalet ad saa kort og direkte en Vej og med saa simple Midler som muligt, den samme Tendens, der paa videnskabelig Grund udtrykker sig i den Regel, at vi ikke uden tvingende Nødvendighed maa forøge vore Principer og Hypoteser. Det er i Følge den teologiske Tro saare mange og store Ting, man skal vide Besked om, for at kunne leve som et Menneske og ikke som den, der æder og drikker, fordi han véd, at han skal dø i Morgen. Den fremskridende Udvikling fører her langsomt, men stadigt til større Sparsommelighed og Beskedenhed. Protestantismen betegner allerede en vis Reduktion i Forhold til Katolicismen, og i Forhold til den gammellutherske Ortodoksi ere baade Pietismen, Rationalismen og Grundtvigianismen afgjorte Fremskridt i Koncentration og Simplifikation. Der er i denne Henseende en Parallel mellem Teologien og Medicinen. Den ældre Medicin udmærkede sig ved en uhyre Masse Medikamenter og et stort Antal heroiske Kure. Men man hjælper sig efterhaanden baade med færre Medikamenter for sin legemlige Sundhed og med færre Dogmer for sin aandelige Sundhed. Hvor Simplifikationen vil ende, er ikke godt at sige. Den vil sikkert ikke ende paa samme Punkt for alle Individer. Men i Principet vil Maalet sikkert være naaet, saa snart Harmonien mellem Vurdering og Forklaring ret er gaaet op for den almindelige Bevidsthed. Da vil ogsaa den betydningsfulde Kærne i de højere Former for teologisk Tro kunne bevares,
