14
Om Realisme i Videnskab og Tro.
medens Skallerne smuldre bort. Ti hvad der besjæler de højere Folkereligioner og har givet dem deres vældige Magt over Tusinder af Slægter, det er tilsidst den ideale Drift, der vil se Tilværelsen som Andet og Mere end en Sum af Kendsgerninger, og denne Drift er langt ædlere og vigtigere end nogen som helst af de Former og Symboler, i hvilke den har givet sig Udtryk. Den humane Tro kan og vil bevare denne Drift, ja dens Stræben gaar netop ud paa at lutre den og at frigøre den for alle hæmmende Skranker.
Kun Blasertheden kaster Kærnen bort med Skallerne. En saadan Blaserthed er vist den farligste Fjende for den aandelige Udvikling i vore Dage, farligere end al Intolerance og Fanatisme, ti i dem er dog Liv, medens Blasertheden baade selv er forstenet og forstener Alt omkring sig. Men Blasertheden, for hvem Alt er lige godt, naar det blot er faktisk, ender naturligt med ikke længere at bryde sig saa meget om at skælne mellem virkelige og illusoriske Fakta; den kvæler altsaa tilsidst selve den Sans for Virkelighed, af hvilken den selv udleder sin Opstaaen, — forstener sin egen Kilde. Den opstaar let i stærke Brydningstider; men da den beror paa en Forvexling af det Tilfældige med det Væsentlige, vil den forsvinde lige som det Skum, en stærk Bølgebrydning frembringer.
