TVIVLENS HISTORIE I DEN NYERE TID.
C. N. Starcke: Skepticismen som Led i de aandelige Bevægelser siden Reformationen. Kbhvn. 1890.
Det er ofte blevet paavist, hvor stor en Plads de vaklende og tvivlende Naturer indtage i den moderne Literatur. Hamletskikkelserne gaa stadigt igen under utallige Former og have maaske næppe nogen Sinde floreret i den Grad som i vore Dage, skønt deres Dimensioner blive mindre og deres Indhold ubetydeligere, jo mere moderne Skildringen er. En saadan staaende Type peger paa en væsentlig Ejendommelighed ved den moderne Udvikling, den samme Ejendommelighed, som gør, at det, naar den nyere Tid skal karakteriseres, i Regelen er negative Udtryk som Frigørelse, Emancipation o. lign., der først indfinde sig. Det mest Iøjnefaldende er Løsrivelsen fra det Gamle, ligesom det, der foregaar ved Fødselen, først og fremmest er Barnets Løsrivelse fra Moderorganismen; først derefter kommer Spørgsmaalet om det Nyfødtes Levedygtighed og Livsindhold. Om det, der hidtil næredes i Moders Liv, nu kan staa paa sine egne Ben og føre sit eget Liv, maa naturligvis afgøres ved praktisk Prøve. At man kan leve, beviser man bedst ved at leve. Og dog vil Mennesket, der, som Homer siger, er et Væsen, som »sér frem og tilbage«, saa snart Bevidstheden er udviklet, naturligt komme til at tænke over de Midler, der staa til dets Raadighed i Livskampen. Saaledes gaar det ogsaa med den nyere Tid. Alt imedens dens Liv udfolder sig i de forskellige Retninger, gør Eftertanken sig gældende, og modstridende Tanker rejse sig, naar det Spørgsmaal opkastes, hvad der bærer vort Liv, og om det, der bærer det, har Styrke nok. Der er dem, der mene, at kun i det Gamle,
