Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/39

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

25

Tvivlens Historie i den nyere Tid.

Den ender med Overbevisningen om, at en hel Række spekulative og teologiske Spørgsmaal trygt kunne skydes til Side, idet baade den positive Videnskab og det praktiske Menneskeliv gaa deres Gang og naa deres Maal, hvad enten hine Spørgsmaal løses eller ikke. Den gennem mange aandelige Bevægelser og Kampe naaede Overbevisning, som Forf. især finder repræsenteret af Rousseau og Kant, udtrykker han træffende i følgende Ord: »I Livet selv maa Midlerne søges til at løse Livets Opgaver; findes de ikke dér, findes de ingen Steder … Kun paa menneskelig Grund kan Vejen lægges … Efter Kant og Rousseau vil Skepticismen ikke mere træde frem i saa klare Former som hidtil, fordi der overhovedet ikke mere stilles noget Valg om, hvor vidt denne Vej paa menneskelig Grund skal følges eller ikke … Vi træffe nu ikke længere paa rene, gennemførte skeptiske standpunkter; der er i de fleste standpunkter et skeptisk Stænk, og det bliver derfor vor Opgave at samle alle disse isolerede Træk til tydelige Billeder.« Disse sidste Ord betegne Dr. Starckes Opfattelse af Skepticismen i vore Dage. Vi ere, mener han, »brudte udover Skepticismens Landemærker«, og det gælder nu blot om »at trække den sidste Brod ud.«

Dette Resultat fremtræder ikke blot i Erfaringsvidenskaberne og den kritiske Filosofis rent teoretiske Resultater. Det viser sig særligt i den forandrede Stilling, Religionen indtager i praktisk Henseende. Ved Udviklingens Begyndelse hentedes baade Verdensanskuelsens og Livsførelsens Principer fra Religionen. Der har nu dannet sig et ad rent videnskabelig Vej dannet Verdensbillede. Religionens Betydning indskrænkes derfor mere og mere til det praktiske, etiske Omraade. Men ogsaa her foregaar der en Forandring. I Middelalderen blev Moralen Mennesket kær gennem Religionen. I den nyere Tid ændredes Forholdet først derhen, at Religionen hævdedes som Kilde til Moralen. Senere, da Etikens Selvstændighed og Uafhængighed gennemførtes, blev Religionen ikke længer dens Kilde, men blot dens Garanti og Sanktion. Religionen forsvares nu som nødvendig, ikke fordi man gennem den lærer Moralen at kende, men fordi