32
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
fattelse Skepticismen i sig endnu. De begrunde Moralen fra Slægtens Synspunkt. Men hvorfor skal den Enkelte ofre sig for Slægten? Hvilket Motiv skal afholde ham fra saa vidt muligt at udrydde eller modarbejde de nedarvede Anlæg i Retning af Sympati og Samvittighed, han maatte besidde? Med hvilken Ret fordres det af ham, at han skal opgive hvad han anser for sin egen Lykke, for at en Gang i Fremtiden andre Individer kunne nyde deres Lykke? — Det nytter ikke her at henvise til Sympatien. »Det er jo netop de sympatiske Tilskyndelser, man opfatter som det store Bedrag, Naturen øver over for Mennesket, og hvorigennem den faar det narret til at tjene sine Formaal, idet Mennesket under Indflydelse af disse Tilskyndelser tror at leve for sin Lykke og saa dog kun lever for Slægten med Opofrelse af sig selv.« Der kræves da et Bevis, som endnu ikke er ført, for, at »i det Store og Hele det moralske Liv, som leves i Samfundet og Familien, er det, som muliggør det for Individet at bringe sine Lidelser og Forsagelser ned til et Minimum og for den billigste Pris at faa den størst mulige Sikkerhed for personlig Vinding.« Og — hvad der er Hovedsagen — denne Bevisførelse maa foretages ud fra det enkelte, isolerede Individs Standpunkt: »Samfundslivets Fordringer maa formuleres præcist og udtømmende, og disse Fordringer maa kunne tilegnes af det isolerede Individ som dets egen Lykkefordringer. Begrundelsen maa altsaa være egoistisk i den Forstand, at det skal vises, at naar Individet vil følge sin velforstaaede Interesse (sin Egoisme i videre Betydning af Ordet) staar det sig ikke ved at være Egoist i Ordets snævrere Betydning, det vil sige ved at tilfredsstille sig selv paa Andres Bekostning.
Ingen er fjernere end Dr. Starcke fra at lege med Ord eller jage efter »aandrige« Vendinger. Men jeg undrer mig over, at han i sin Tankeudvikling bruger det tvetydige Ord Egoisme, saaledes som han gør, uagtet han udtrykkeligt gør opmærksom paa dets dobbelte Betydning. At dette skulde gøre fuld Klarhed mulig, formaar jeg ikke at indse. Men om Ord vilde vi i hvert Tilfælde ikke stride. — Dog er der, af-
