35
Tvivlens Historie i den nyere Tid.
hans Kunde. Hin trænger til dennes Penge, denne til Hins Varer. Der var Interesseharmoni mellem Skræderen Mustafa i Ispahan og hans Ven af samme Fag, ti som Morgiane siger:
„Den Anden roste tit din Faders Kapper;
Til Gengæld blev hans Bukser rost igen.
Ak, det var Skræderlavets bedste Tid!“
For en stor Del bestaar Samfundet ved Hjælp af en saadan Interesseharmoni. At den ikke er til Stede i fuldt Maal og i den ønskelige Grad, ses af de stadige Klager over Samfundet og af, at der gives et »socialt Spørgsmaal«, Man kan altsaa ikke beraabe sig paa den i det givne, nærværende Øjeblik. Der kræves et Arbejde for at bringe den til Veje, og der maa føres et særligt Bevis for, at dette Arbejde kan udføres blot i Kraft af de Motiver, der kunne findes hos det »isolerede« Individ, og i Kraft af det, et saadant opfatter som sin »velforstaaede Interesse«.
Dr. Starcke antager selv, at Regnskabet ikke endnu kan bringes til at stemme: »Det er en Fordel for Samfundet,« siger han, »at der findes Mennesker, som sætte deres Dyd over deres Fordel; men det er Samfundets Fejl, at der kan findes et saadant Misforhold mellem Dyd og Lykke, og dets Opgave maa være at se at rette den Fejl.« Det hele Spørgsmaal maa jo saa staa aabent, indtil Fejlen er rettet. Men hvilke Motiver skal man da henvise til, for at Individerne kunne bringes til at arbejde paa at faa Fejlen rettet? Det kunde jo være, at den fulde Interesseharmoni (Harmonien mellem »isolerede« Individers Interesser) først sent hen i Fremtiden blev etableret, og da vilde Dr. Starckes Teori være Genstand for den samme Kritik, han selv retter mod Evolutionsmoralen, idet den vilde fordre Opofrelse og Arbejde for en Lykke, der tilfaldt en fremtidig Slægt, men ikke os selv. De »isolerede« Individer vilde da maaske svare, at da deres Efterkommere i fjernere Led ikke have gjort noget for dem, ville de heller ikke gøre noget for disse Efterkommere. Après nous le déluge! —
