Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/50

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

36

Tvivlens Historie i den nyere Tid.

Men selv om en saadan Interesseharmoni en Gang skulde kunne bringes fuldstændigt til Veje, saa at Enhver kunde betragte alle Andre som Midler for sig selv, saa vilde derved dog ikke et idealt Samfund, ikke den inderligste og stærkeste Art af Samfundsliv være naaet. Et kraftigt Samfund bestaar kun, naar der under Samlivet og Samarbejdet udvikler sig Fællesfølelse og virkelig Sympati, saa den Ene ikke skiller sin Sag fra den Andens, ikke blot betragter den Anden som Middel, men ogsaa som Formaal. Kun under denne Forudsætning vil det omtalte Regnskab kunne bringes til at stemme. Det gøres da ikke længere op paa udvortes, mekanisk Vis. Ti i selve Fællesfølelsen og Sympatien haves da et af de største Goder, om hvilket der ikke blot er at spørge, hvad det nytter til, men hvis Nytte er aldeles umiddelbar (immanent), idet det fylder Sindet med en af de inderligste Lystfølelser. Individets eget Væsen styrkes og udvides gennem Hengivelsen; Horizonten udvides, og nye Muligheder for Virken, Nyden og Liden vise sig; hele Livet føles paa en rigere og dybere Maade. I ethvert Kærlighedsforhold gør dette sig gældende, stærkest i de snevreste, mest umiddelbare og personlige, i aftagende Grader i større Kredse, men stedse med en Afglans fra hine. Der aabnes et nyt Synspunkt for alle andre Følelser og Evner: alle de Følelser og Evner, der føre i samme Retning som Fællesskabsfølelsen og Sympatien, faa en Sanktion, de før manglede, en Accent, de ikke kunde have, saa længe de blot vurderedes fra det »isolerede« Individs ensomme Drejning om sin egen Akse. — Denne Akseomdrejning hører iøvrigt ikke op, fordi den hele Klode nu viser sig at staa under Indflydelse af dybere liggende Verdenskræfter.

Alt dette vil falde bort, dersom Individet blot betragter sig selv som sidste Formaal. Joseph Butler brugte i sin Tid det Udtryk, at »naar vi sætte os hen i en kølig Stund« (when we sit down in a cool hour), kunne vi ikke retfærdiggøre vor Stræben efter det Rette og Gode, naar vi ikke ere overbeviste om, at det vil tjene til vor Lykke eller i det Mindste ikke hindre denne. Han bruger denne Paastand til at godtgøre Nødvendigheden af, at Etiken