Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/56

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

42

Om Vitalisme.

Mekanismens Synspunkt gældende af Atomisterne (hvis Lære senere fremstilledes i Lucretius' berømte Digt de rerum natura). Aristoteles, der selv var en genial Naturforsker paa det organiske Livs Omraade. hævdede i Modsætning til Atomistiken en Opfattelse, der betragtede Naturen som en stor Trinrække, hvor ethvert Led er Stof og Middel i Forhold til et højere, medens det er Form og Formaal i Forhold til et Lavere. Intetsteds i Naturen kunde han tænke sig Helheden opstaa som Resultat af Elementerne, Formen som Virkning af Stoffet. Han udstrækker altsaa Vitalismen til hele Naturen.

Ejendommeligt for Livsproblemets Stilling i Oldtiden er det saaledes, at der ikke sattes nogen skarp Grænse mellem uorganiske og organiske Fænomener. Baade for den aristoteliske og for den atomistiske Opfattelse er der i Naturen kun Gradsforskelle.

Foreløbigt sejrede den aristoteliske Opfattelse, og den blev den herskende i Middelalderen. Et Vendepunkt kommer med Grundlæggelsen af den moderne Naturvidenskab ved Leonardo da Vinci, Kepler og Galilei. Man opstillede nu den Sætning: al Forandring er Bevægelse, og fordrede den gennemført paa alle Omraader, saa at alle Naturlove kunde udledes af den mekaniske Bevægelseslæres Principer. Den kartesianske Filosofi generaliserede denne Opfattelse og førte den ud i store Kredse. Opdagelsen af Blodets Kredsløb og af Refleksbevægelsen var et erfaringsmæssigt Støttepunkt for den Overbevisning, at det organiske Livs Omraade ikke kunde danne nogen Undtagelse.

Som Reaktion mod hele denne Retning fremstaar den Opfattelse, som man nu nærmest tænker paa, naar man taler om Vitalisme. G. E. Stahl bekæmpede den mekaniske Fysiologi og hævdede (især i Theoria medica vera 1708), at uden en Sjæls Indgriben var den organiske Vækst og Organismens Selvopholdelse uforklarlig. Han gaar altsaa længere tilbage end til Aristoteles, idet han fornyer den primitive Animisme. Han mente, at naar den bevidste Sjæl kan være Aarsag til vilkaarlige Bevægelser, maa den ogsaa kunne være Aarsag til de uvilkaarlige Processer i Organismen, selv om den her virker paa mere instinktmæssig Maade, og selv om den ikke