45
Om Vitalisme.
har skuffet de Forventninger, man havde stillet til den, ja, at man endog har talt om »Videnskabens Bankerot«. De Fakta, til hvilke den saakaldte Nyvitalisme støtter sig, vare i Hovedsagen allerede kendte tidligere og fremhævede af kritiske Forskere. Mænd som Lotze og Virchow, Littré og Claude Bernard, der alle hævdede, at kun Fysikens og Kemiens Metoder kunde føre til Indsigt i Livsfænomenernes Love, mente dog ingenlunde, at Livets inderste Natur fuldstændigt kunde forstaas ud fra disse Love alene. De betragtede Livet som et Faktum og saa det som Biologiens Opgave at undersøge de enkelte Led i den faktisk forløbende Livsproces. Anledningen til Nyvitalismens Fremtræden kan kun søges i, at mange Dele af Livsprocessen have vist sig at være endnu mere indviklede, end man paa Forhaand havde trot. Der er især tre Punkter, der træde i Forgrunden for Nyvitalismen.
1) Selv om der ved hver enkelt Overgang i Livsprocessen kun skete saadanne Stof- og Kraftomsætninger, som kunde forklares efter kemiske og fysiske Love, saa vilde dog den Kendsgerning staa tilbage, at de kemiske og fysiske Processer under Væksten og Ernæringen forløbe i bestemte Retninger. Dette er saa meget des mere iøjnefaldende, som Væksten foregaar sporadisk, ud fra forskellige Punkter, saa at Sammenslutningen til en Helhedsform først sker efterhaanden. Skulde det da ikke være berettiget at tale om en Formdrift (nisus formativus)?
2) Ved Optagelsen af Næringsstof i Cellerne øves der et Valg. Hverken Kvantiteten eller Kvaliteten af det, der optages kan forklares ad rent kemisk eller fysisk Vej. Cellerne synes her at optræde som smaa Væsener, hvis Trang og Ønske bestemme deres Forhold til Omverdenen. Flere Nyvitalister personificere derfor Cellerne, ligesom de klassiske Vitalister personificerede hele Organismen. Da vi kun fra os selv kende, hvad Trang og Ønske er, har en af de ivrigste Nyvitalister, Bunge, endog udtalt, at Psykologien egentligt her burde komme Fysiologien til Hjælp.
3) Det organiske Væv adskiller sig fra Krystallen ved, at dets Molekuler aldrig komme i fuldstændig Ligevægt, saa-
