47
Om Vitalisme.
til Indtægt, gælder det blot at hævde, at Biologien har sit selvstændige Erfaringsgrundlag og er Andet og Mere end et Indbegreb af fysiske og kemiske Deduktioner. For saa vidt der tales om en Livskraft, betyder dette Ord et x, en uopløst Rest, og staar som Udtryk for de sammensatte Forhold, under hvilke de almindelige Naturlove finde Anvendelse paa det organiske Omraade.
2) Den klassiske Vitalisme blev af Claude Bernard kaldt »en Lære, der gør doven« (une doctrine paresseuse). I sin Tillid til Livskraften ringeagtede den eksakte Undersøgelser af de enkelte Forhold. Barthez mente f. Eks. at det var unødvendigt og urimeligt at søge et anatomisk Grundlag for Sammenhængen mellem sensoriske og motoriske Funktioner; Livskraftens Enhed var tilstrækkelig Forklaring af denne Sammenhæng. Han afviste altsaa paa Forhaand Undersøgelser som dem, der senere førte Charles Bell til hans Opdagelse af Forskellen mellem sensoriske og motoriske Nerver. (Se Barthez: Nouveaux Elements. p. 142—153; 207 f.)[1]. Nyvitalismen derimod fastholder — trods sin Tilbøjelighed til psykologiske Analogier — at den eneste Metode, der faktisk kan være Tale om at anvende i Biologien, er den, som den mekaniske Opfattelse har proklameret. Den anser Livsproblemet for mere indviklet, end den klassiske Vitalisme gjorde.
3) Den mest iøjnefaldende Forskel mellem Nyvitalismen og den klassiske Vitalisme bestaar i, at Livskraften ikke eller ikke blot tillægges organismen som Helhed, men Cellerne, Organismens Elementer. I Stedet for en Genius, der leder Organismens Liv som Helhed, er man nu tilbøjelig til at antage en Art Cellegenier, som afgør hvad og hvor meget der skal optages fra det indre Medium. Bunge udtaler ligefrem: »Wir übertragen das aus dem eigenen Bewusstsein geschöpfte auf die Objecte unserer Sinneswahrnehmung, auf die Organe, auf die Gewebselemente, auf jede kleine Zelle.« Det betegner utvivlsomt et Fremskridt, at man bruger Kraft-
- ↑ Dette Punkt har allerede Louis Peisse fremdraget i sin Kritik af Montpellierskolen. (La Médicine et les Medecins. Paris 1857. I. p. 291—293).
