48
Om Vitalisme.
begrebet om de enkelte Samvirkende Elementer, i Stedet for en bloc om hele Organismen. Problemet er blevet mere lokaliseret; Gaaderne ere lagte længere tilbage. Ganske vist staar saa det store Problem tilbage, hvorledes de mange Cellers Liv forbindes til Organismens samlede Liv, og det var især dette, der vakte den Forandring. hvis teoretiske Udtryk den gamle Vitalisme var. Nyvitalismen er ogsaa Udtryk for en Forandring, men især for den, der vækkes ved det Hemmelighedsfulde i de Processer, der gaa for sig i Organismens mindste Dele. Man havde ikke ventet, at Livets Problem skulde komme igen ved de Elementer, i hvilke man mente at have opløst Livshelheden. —
Forskellen mellem Nyvitalismen og den klassiske Vitalisme er saa stor, at det egentligt er uberettiget at sige, at det er en og samme Opfattelse, der er kommen igen. Med Hensyn til det, der videnskabeligt paastaas, og til den Metode, der faktisk anvendes, er der egentligt i Forhold til den nærmest forudgaaende Periode i Biologiens Historie ingen Forandring sket. Al Tale om Tilbageskridt (Mosso) eller Bankerot (Brunetière) er derfor uberettiget, og selve Navnet Nyvitalisme burde helst undgaas.
Til Slutning vil det være af Interesse at fremhæve
Analogien mellem det Problem, der gør Biologien til Andet og
Mere end anvendt Kemi og Fysik, og en hel Række andre
Problemer, der alle bero paa Modsætningen mellem det
Rationelle og det Empiriske, eller — som man ogsaa kan udtrykke
det — mellem det Formale og det Reale i vor Erkendelse. Jo
mere rationel og formal vor Viden er, des mere kan den
bevæge sig frem gennem Definitioner og Deduktioner, saaledes
at enhver Overgang foregaar med anskuelig Nødvendighed.
Den empiriske eller reale Viden maa derimod ofte stanse ved
Fakta, der vel kunne beskrives og analyseres, men ikke defineres
og udledes af andre Fakta. Et saadant Faktum er Livet, og
derfor hører Biologien, og vil maaske altid komme til at høre,
