50
Om Vitalisme.
Bevidsthedsfænomenerne — lige fra den mest elementære Fornemmelse til de højeste Tanker, Følelser og Viljesakter — som et empirisk Givet, der ikke kan udledes af de materielle Forudsætninger. Psykologien er i endnu højere Grad end de andre Dele af Biologien en rent deskriptiv Videnskab. Og indenfor Psykologien kommer der saa igen nye kvalitative Forskelle og Omsætninger frem, hvor det samme Problem paany stiller sig.
Det er klart, at hvis man paa alle de Punkter, hvor det Empiriske, Kvalitative og Individuelle stiller den rationelle Kontinuitet, vor Erkendelse tilstræber, paa Prøve, vilde antage nye selvstændige og oprindelige »Kræfter«, vilde man bedrage sig selv. De Grænser, vi saaledes stadigt støde paa, ere stedse tillige at betragte som nyt Stof, der stiller nye Opgaver. Det er Tilværelsens Rigdom og Dybde, der frembringer disse Kurrer og Knuder paa Traaden og derved nødvendiggør en stadig Vekselvirking mellem Erfaring og Tænkning, Induktion og Deduktion, Analyse og Syntese, — denne Dobbelthed i Metoden, som Goethe har sammenlignet med Forholdet mellem Indaanding og Udaanding. Kampen mellem Mekanisme og »Vitalisme« er, ret forstaaet, en Kamp mellem to Tendenser, mellem hvilke der i Grunden ingen Modsætning kan være. Vi vilde ikke være fuldkomnere Væsener, om vi kunde aande ud uden at aande ind. Hin Dobbelthed gør baade Livet og Tanken rigere.
