53
Sindsbevægelsernes Fysiologi.
bevægelsen gennem det, der foregaar i Legemet; en Paastand om, at dette er foraarsaget af Noget, der foregaar i Sjælen, er uvidenskabelig og ubevislig. Vi maa i hvert Tilfælde se, hvor langt vi kunne komme ved Hjælp af den blotte Fysiologi.
Forf. viser dette ved en fysiologisk Skildring af nogle af de vigtigste Sindsbevægelser. Dette Parti af hans Bog er skrevet med sandt Mesterskab. Man mærker den øvede kliniske Iagttager, og man kommer til at tænke paa, at den indtrængende psykologiske Sans — som ytrer sig midt under den fysiologiske Karakteristik — er et Arvegods i Forfatterens Slægt, nu allerede i tredje Generation. Her kan jeg kun meddele nogle Grundtræk af den fyldige Fremstilling.
Ved Sorgen svækkes Evnen til vilkaarlig Bevægelse. Deraf den Sorgendes trætte Udseende, bøjede Holdning og vaklende Gang. Derimod trække de uvilkaarlige Muskler sig sammen, især de, der findes i Blodkarrenes Vægge og som sættes i Virksomhed ved Nerver, der udgaa fra det »karbevægende« (vasomotoriske) Centrum i Hjernen. Blodet presses derved ud af de fine Kar, saa at Legemets Væv og Organer blive fattige paa Blod; deraf følger Bleghed, Kuldefornemmelser og Slaphed i Trækkene. Taareafsondringen synes at kunne forklares som Ifølge af en Slappelse af Karmusklerne efter den første sammentrækning; derfor er Graaden en Lettelse og udebliver ved den voldsomste Sorg. Paa lignende Maade synes Sukket at være den naturlige Reaktion mod den ved Sammentrækningen af Lungernes fine Kar fremkaldte Aandenød. — Ved Glæden forhøjes derimod Evnen til vilkaarlig Bevægelse og de fine Blodkar udvides. En Fornemmelse af Lethed, Varme og Kraft opstaar. Og medens Hjernens Blodfattigdom under Sorgen viser sig i aandelig Træthed og Sløvhed, saa viser Hjernens rigelige Blodforsyning under Glæden sig i Tankens og Indbildningkræftens Flugt. — Skrækken staar fysiologisk Sorgen nær, kun at Symptomerne ere stærkere, og at ikke blot Karmusklerne, men ogsaa alle andre uvilkaarlige Muskler synes at trække sig sammen. — Vreden staar omtrent i samme Forhold til Glæden som Skrækken til Sorgen.
Af disse forskellige Symptomer anser Forf. nu Indsnæv-
