Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/69

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

55

Sindsbevægelsernes Fysiologi.

Her har nu Forf. sikkert Ret. i, at det er uberettiget, at kalde de ad legemlig Vej fremkaldte Sindsbevægelser for tilsyneladende, de ad sjælelig Vej fremkaldte for sande Sindsbevægelser. Hvorfor skulde hine ikke være lige saa sande som disse? Sandt er jo kun hvad der virkeligt er, det vil her sige føles. En Glæde eller en Sorg kan i og for sig hverken være sand eller falsk. En Følelse er tilstede eller er ikke tilstede; de Forestillinger, Individet knytter dem til, kunne være sande og falske, men paa selve Følelsen har denne Forskel ingen Anvendelse. Følelsen kan have en mere eller mindre solid Grundvold. Den Glæde og den sympatiske Stemning, der vækkes ved Vin eller Opium, har ikke den sunde og faste Grund som den, der skyldes et lykkeligt Temperament eller selverhvervet Klarhed og Dygtighed eller lykkelige, af Tilfældets og Øjeblikkets Gunst uafhængige Livsvilkaar. Den ved Opium frembragte Lykkefølelse afløses (naar den i længere Tid er bleven dyrket) siden af den forfærdeligste Kval, medens den ad naturlig Vej frembragte Lykkefølelse kan holde sig Livet igennem. Kun i dette Forhold kan man hente Maalestokken til en Værdsættelse af Sindsbevægelserne.

Men jeg tror alligevel, at Forf. overvurderer den fysiologiske Betragtningsmaade. Først og fremmest kende vi dog Sindsbevægelserne af direkte, subjektiv Iagttagelse, og uden denne vilde Forf. ikke have kunnet give sin Fremstilling. Hans Mening maa egentligt være denne: det, vi hos os selv føle, naar vi sige, at vi sørge, vilde for en ydre Iagttager, der kunde se Alt, hvad der foregik i vore Nerver og Muskler, tage sig ud som Spænding af nogle Muskler og Slappelse af andre; Andet kan den ydre Iagttager i Følge Sagens Natur ikke faa Øje paa. Men en saadan Iagttager slutter sig stedse til Noget han ikke ser, men forestiller sig i Analogi med visse Erfaringer, han har gjort hos sig selv. Kun hvis han af egen, subjektiv Erfaring kender Sorg, kan han som klinisk Iagttager se Sorgen i de fysiologiske Fænomener, han har for sig. Ellers vilde de for ham kun være ligegyldige Trækninger i et ligegyldigt Stof. Hin Analogislutning gøres i Regelen let og hurtigt, saa vi oftest ikke blive os den klart bevidst; men