59
Sindsbevægelsernes Fysiologi.
Cirkulation, først og fremmest paa Blodtilførselen til selve Hjernen. Claude Bernard lagde Hovedvægten paa denne Omstændighed i sin Afhandling om Hjertets Fysiologi (paany optrykt i den under Titel »La Science Expérimentale« udgivne Samling af hans Afhandlinger). Ogsaa ad denne Vej vilde det være Forandring i Blodtilførselen til de forskellige Organer, som blev det vigtigste fysiologiske Fænomen ved Sindsbevægelsen. Jeg har i min Psykologi lagt Hovedvægten paa det af Bernard fremhævede Punkt, men har dog ogsaa fremhævet de vasomotoriske Centras Betydning, og jeg vil, uden at behøve at forandre Noget i min psykologiske Teori, kunne gøre Brug af Forf. smukke Fremstilling, dersom den vinder fortsat Bekræftelse. —
Sindsbevægelsernes Fremtid ser det efter Forf.s Anskuelse trist ud med. Baade Slægtens og Individernes Opdragelse og Dannelse gaar jo ud paa at trænge Sindsbevægelserne tilbage, at hæmme de organiske Reflekser, som de ere knyttede til. Vil dette da ikke ved Nedarving føre til, at Karinnervationen bliver saa træg, at der tilsidst ikke mere kan være Tale om Sindsbevægelser? Dertil kommer, at Forstandslivet spiller en stedse større Rolle under Kulturens Udvikling. Forstandslivet og Følelseslivet staa i Blodsætning til hinanden. De tære begge paa Hjernens Blodforsyning, og jo mere den ene Art af Hjernevirksomhed forbruger, des mindre bliver der tilovers til den anden. Vil da ikke tilsidst Forstandslivet lægge Beslag paa det Hele, saa at Følelsernes Tid er forbi? — Med dette pessimistiske Resultat slutter Forf. sin Bog.
Jeg kan ikke tro Andet, end at han kun mener dette som en Advarsel, — en Advarsel, vi ogsaa højligt kunne behøve. Det er ganske vist en stor Ensidighed ved hele vor moderne Kultur, at den overvejende har udviklet Forstandsevnerne. Det er dens Styrke, men ogsaa dens Mangel. Følgen er dog, tror jeg, ikke saa meget bleven en Svækkelse at Følelseslivet i det Hele, som en Disharmoni mellem vor Erkendelse og vor Følelse. Vore Tanker omspænde langt Mere end vore Følelser endnu kunne naa at fylde og varme. Vor Viden gaar altfor ofte i én Retning, vor Tro i en anden.
