64
Frederik Christian Sibbern.
Hovedpunkter. Vi ville derved se, hvorledes hans Natur forudbestemte ham til hans Gerning. Hvad han har virket som Psykolog, som Filosof, som religiøs og social Tænker, vil kun ret forstaas, naar vi først — for at bruge et af hans egne Yndlingsudtryk — opsøge »den indre Kilde«, af hvilken det Altsammen er udvældet.
I.
Personlig Karakteristik.
Vi lære Sibbern at kende gennem hans Breve, baade de virkelige og dem, han har udgivet under Navn af Gabrielis's Breve. Det Billede af ham, som herved kan vindes, bekræftes ved hans andre Skrifter, men indeholder tillige adskillige Træk, som tjene til bedre Forstaaelse af disse.
Et Vendepunkt i hans Ungdom var det langvarige Ophold i Tyskland fra 1811 til 1814, fra hvilket han vendte hjem for at overtage en Professorpost i Filosofi ved Universitetet. Vi følge ham paa Rejsen gennem hans Breve, og vi lære hans Stemning og Tilstand i den nærmeste Tid efter Hjemkomsten at kende gennem første Del af Gabrielis's Breve, som er skreven 1813—1814, skønt den først blev udgiven 1826.
Han var rejst ud for at studere Filosofi og uddanne sig til akademisk Lærer. Han gjorde Fichtes, Schleiermachers, Steffens' og Schellings Bekendtskab og paavirkedes især stærkt og varigt af de to sidst Nævnte. Han opsøgte Goethe, der for ham stod som en ophøjet Genius og var Genstand for hans Kultus, ja næsten for hans Forelskelse. Han foretog Fodvandringer gennem Tysklands skønneste Egne, levede med Bjerge, Skove og Søer og kvægede sig ved Naturens Skønhed. Men under alt det Nye og Herlige, han saa og lærte at kende, hang hans Hjalte ved Hjemmet. Han hang ved den danske Natur, ved sin Fædrenestad, hvis store Ulykker han havde oplevet, og hvor han haabede, at en ny og betydningsfuld Periode for Videnskab og Kunst var indledet. Men der var dog Et, der bandt ham fastere end noget Andet til Hjemmet, nemlig hans Kærlighed til Sofie
