66
Frederik Christian Sibbern.
at være kendt af hende«, Der var Tider, hvor hans Hjerte forlangte Mere end det. I et af sine sidste Rejsebreve til hende omtaler han, hvorledes han i Breslan, hvor han besøgte Steffens, havde følt sig overvældet af sin Smerte og havde fundet Lindring i at græde af ganske Hjerte. »Og virkeligt er det«, tilføjer han, »som om jeg dér, hos min kære, dyrebare Landsmand, først har fundet den Fred og Hvile, som Orest fordum fandt i Gudindens Lund, i den rene Søsters Nærhed«, — Der synes her at være hentydet til en Kamp mellem den opblussende Attraa og den glade, af alt Begær uhildede Følelse ved hvad han havde i den, han elskede. Han har kæmpet sig frem til den Beslutning, som han lader sin Gabrielis udtale: »Er der Noget, jeg med Bestemthed vil, saa er det det, ikke at se hende igen, førend jeg véd, at jeg er rolig og uden Begær vil kunne glæde mig ved Beskuelsen«.
»Den Time, jeg vender hjem,« havde han skrevet, »den vil bringe mig alle Glæders Blomst« Men hvorledes det blev for ham, lader han sit andet Jeg, Gabrielis, skildre den Ven, til hvem han skriver. Man vil deri genfinde nogle Vendinger, som allerede ere anførte fra et af de virkelige Breve til Sofie Ørsted.
»Du véd, hvor længe jeg var borte, men Du véd ikke, hvor tro jeg hængte ved hende. Alle mine Længsler tilhørte hende og mit Hjem, og tusinde Gange sagde jeg til mig selv: Lykkelige! ja du kan rejse; ti dig holder Fædrelandet fast ved de skønneste Baand, og hvad der saa møder dig, det Herligste, Jorden har at give, gav Hjemmet dig. — Ak! og ogsaa det Bitreste. Jeg kom tilbage; mine Følelser luede endnu i mig med ufortæret Inderlighed og Styrke. Jeg fandt ogsaa hos hende den vante Godhed for mig. Uudsigeligt takkede jeg hende for, at hun modtog mig saa god, saa glad. Jeg levede atter nogle glædefulde Dage. Men det blev snart mattere. Nej, jeg tabte, hvad jeg nu først haabede at tilvinde mig. — Med hver Dag blev jeg fattigere. I en endeløs Lidenskabs, jeg kunde sige Skinsyges aldrig hvilende Ængstelser gik mine Følelser op, og hvad jeg endnu besad, derved skilte mig snart min forvildede Adfærd.«
