71
Frederik Christian Sibbern.
hed fra den onde Tid til den gode; først saa virker Modsætningen mellem Lys og Mørke paa rette Maade. Sibberns Livsanskuelse var væsentligt en Tro paa Livet, og den sidste Tanke hos ham var vel den, at man maatte lade Livet have dets Gang og ogsaa hos sig selv vente paa, at de gode Tider kom. De onde Tider, især Aandsforladthedens Tider, som han saa ofte klagede over, betragtede han som Tider, i hvilke Sindet laa Brak og kunde samle Kraft til ny Virksomhed. Men han hyldede ingenlunde en Kvietisme, der førte til at lade Hænderne ligge i Skødet. Hvor energisk hans Opfattelse tvært imod var, kan ses af, at han ofte opponerede mod det Skriftsted, som siger, at man ikke kan lægge en Alen til sin Vækst. »Men en Tomme«, skriver han endnu Aaret for sin Død, »kan man dog nok feje til den, naar man holder sig rask og rank.« Han vilde ikke have Grænserne skarpt afstukne for, hvor langt man kan komme. Og skønt det Højeste for ham var Hengivelse til Livet i os og uden for os, saa opfattede han ikke denne Hengivelse som noget blot Passivt, men som Betingelsen for, at Livets Fylde kan blive en Magt i os. Den maa gaa i Et med vor egen Villen.
Dertil kom, at der maaske nok var noget Sentimentalt i hans Natur, men at han ikke borte til de Blide og Sagtmodige. Han var et afgjort kolerisk Temperament. En psykologisk Karakteristik af ham vilde være meget mangelfuld, naar den ikke fremhævede dette, baade fordi det præger Mandens hele Fysiognomi, og fordi vi her have en anden hæmmende og mørk Magt at kæmpe med. Det. er bekendt af flere Anekdoter, hvor han kunde fare op i Heftighed. Han skal en Gang, medens Martensen var Professor, have overfuset ham paa Universitetet i Studenternes Paahør, da de vare i Strid om et Auditorium; og dog var Martensen hans gode Ven. Vi have forskellige Selvbekendelser af ham i den Retning. — Et af de smukkeste Breve i den udgivne Samling er det til Lektor C. F. Molbech i Sorø, som var bleven greben af en Sindssygdom, der havde forandret hans forhen kærlige og sagtmodige Karakter og gjort ham bitter og ustyrlig. Da den værste Tid syntes at være ovre, men den Lidende endnu havde at kæmpe med Efterdønningerne, skrev Sibbern til
