Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/88

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

74

Frederik Christian Sibbern.

Smerte, som især saa let kommer i de betydningsfulde Ungdomsaar hos dybere Naturer. Ingen har beskrevet dette med saa klar Forstaaelse som Sibbern. Det var en af hans Specialiteter baade i den teoretiske og i den praktiske Psykologi. At han kunde være saa Meget for saa mange Yngre i deres Gæringstid, skyldtes ikke mindst denne Indsigt. Han forstod hvad der brødes i dem og kunde indgyde dem Taalmodighed til at lade de forskellige Kræfter udfolde sig i Ro og Tillid til, at der ud af Striden og Uroen vilde udvikle sig en saa meget des rigere Harmoni.

Selv følte han sig ikke lykkeligst i sin Ungdom. Han saa hen til den Tid, da Aftenens Ro skulde afløse Dagens Uro og Pinagtighed, og han ønskede sig inderligt at blive Olding for at kunne se paa Livet uden »Brynde og Begær«. Hans Ønske blev opfyldt. Det beroede vel, som tilstrækkeligt bekendt, paa en Illusion, der er saa sædvanlig hos gamle Folk, naar han i et Brev fra Aaret 1863 skrev, at han holdt. sine Forelæsninger med lige saa megen Aandskraft som før. Det holdt haardt at faa ham til at trække sig tilbage fra Universitetet; han følte sig saa rask, at han ikke kunde tænke sig Andet end, at det var hans politiske Modstandere, der vilde fjærne ham. Dog burde man for hans egen Skyld have grebet mere energisk ind. Det var en Skandale, at man udsatte den udmærkede gamle Mand, hvis Sanser vare svækkede, og som ikke kunde gøre sin Myndighed gældende, for de unge Tilhøreres kaade Drengestreger. Men havde han saaledes Illusioner med Hensyn til sin Evne til udad gaaende Virksomhed, saa var der en anden Henseende, i hvilken ingen Illusion var mulig, nemlig Følelsernes Liv og Friskhed, den »Sommerlighed«, som han selv udtrykte sig, der holdt sig hos ham til det Sidste.

Denne Følelsernes Friskhed hang sammen med hans hele barnlige Natur. En stor, kostelig Naivitet prægede Alt hvad han tænkte, følte og sagde. Ejendommeligt for Naiviteten er det jo at gaa lige løs paa Sagens Kærne uden alle Formaliteter, med aabent Blik for Livets virkelige Sammenhæng. Denne Naivitet maatte naturligvis ofte virke komisk. Da han f. Eks. ved en Doktordisputats, som i sin Tid gjorde