Side:Høffding - Mindre Arbejder.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

77

Frederik Christian Sibbern.

al vor Viden. Det kan have sin Betydning at forsøge at fremdrage og forme dem; derved faa vi først klart at se, hvad der ligger i vor Viden, og komme altsaa først derved til fuldstændig Selvbevidsthed. Men hvilken Betydning man end vil tillægge saadanne spekulationer, der aldrig kunne blive andet end Hypoteser, saa maa Erfaringsvidenskaben — og det Erfaringsvidenskaben om de aandelige Fænomener lige saa vel som Erfaringsvidenskaben om de materielle Fænomener — saa vidt muligt holdes uafhængig af dem. De maa bygges paa Konsekvenserne af Erfaringsvidenskaberne, ikke omvendt. Saaledes opfattede man nu ikke Sagen paa den Tid, i hvilken Sibberns filosofiske Udvikling fandt Sted. Man vilde først udlede og paavise den højeste Idé, der udtrykte Tilværelsens inderste Væsen, og saa af den igen udlede, eller i hvert Tilfælde i dens Lys betragte de specielle Fænomener. Og i denne højeste Idé fandt man da tillige det sidste Formaal, henimod hvilket Livet maa stræbe, naar det skal naa sin rette Fuldkommenhed.

Som god Discipel af Schelling og Steffens stod Sibbern ogsaa i det Væsentlige paa dette standpunkt, og det har hæmmet ham i den klare, naturlige Gennemarbejdelse af Psykologien. Et enkelt, men meget vigtigt Eksempel vil vise dette.

Der er neppe noget psykologisk Begreb, ved hvis Behandling de forskellige psykologiske Anskuelser bedre karakteriseres end ved Driftens Begreb. I Ordets videre Betydning er Drift enhver dunkel Tilskyndelse, især naar denne gaar i en bestemt Retning. Hvorledes forklares nu saadanne Tilskyndelser? De opstaa jo ofte forud for al Erfaring om og Nydelse af det, de gaa ud paa! — Sibberns Forklaring er den: »Livet vil frem i os og vil i os udtale sig i den Fylde af Virkninger, i hvilken det hører Livet til at træde frem, og det kan da ikke heller Andet end at medføre og fremkalde Hentydninger til alt det, som er Betingelse for alle dens Virkninger«. Her er nu en spekulativ Antydning sat i en virkelig Forklarings Sted. At Livet vil frem i os, vide vi kun af selve de uvilkaarlige Livsytringer, som vi kalde Naturtilskyndelser. Men hvoraf kommer det, at Livet vil frem i