Side:Højesterets Votering til Dommen af 15. Oktober 1886.pdf/10

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

angaaende Forstaaelsen af dens § 3 kan henholde mig til Førstvoterende, saa at jeg anseer Straf barheden betinget af, at den paagjældende Artikel virkelig kan siges at indeholde en Fare for den offentlige Ro og Orden. Men i Henhold hertil anseer jeg kun den første Artikel af 31. Dec. f. A. paa Grund af Forbindelsen med Smedestriken for strafbar efter den nævnte Paragraf, ikke derimod de 2 andre Artikler; men jeg vil dog ikke sætte Straffen lavere end til simpelt Fængsel i 14 Dage. Salær 80 Kr. —


 With. At Højesteret er competent i nærværende Sag, nærer jeg ingensomhelst Tvivlom. Jeg vil ikke nærmere ind paa det tvivlsomme Spørgsmaal, om den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 er bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget den 21. Dec. f. A. om Albertis Forslag. Kun for det Tilfælde, at Regjeringen havde givet virkelig Grund til at troe, at den ikke vilde selv forelægge den provisoriske Lov i rette Tid for »den følgende Rigsdag«, kunde det være rigtigt, om der gaves et Middel til at forebygge dette gjennem Benyttelsen af det private Initiativ. Men in casu har Regjeringen ikke ladet sig noget falde tillast i Retning af betimelig Forelæggelse af den provisoriske Straffelov, og jeg vilde derfor i Folkethinget have stillet mig afvisende overfor Albertis Forslag afventende Regjeringsforslagets Oversendelse fra Landsthinget. — Det Afgjørende for mig i nærværende Sag er derimod dette, at den provisoriske Straffelov ikke af Rigsdagen er bleven vedtagen, inden Rigsdagen den 8. Febr. d. A. blev sluttet; thi det ligger efter min Opfattelse i den provisoriske Lovs Characteer, at den ikke kan overleve en Rigsdag. Den er en Mellemtidslov, gjældende mellem Sessionerne, og netop derved adskiller den sig fra den midlertidige Lov. Naar Rigsdagen forkaster den provisoriske Lov, kan Regjeringen jo nok efter Samlingens Slutning paany udstede en lignende Lov, men en slig Fremfærd vilde dog vistnok blive endeel mere ansvarsfuld end den første Udstedelse af Loven. Grundlovens § 25 er en Undtagelsesbestemmelse, der som saadan ikke bør udvides udover Ordene. I den slesvigske og holstenske Forfatning var den tilsvarende Forskrift affattet med al ønskelig Klarhed, den første rigtignok i feil Retning, den anden derimod i rigtig Retning. Af vore Retslærde kan alene Scheel fuldtud unføres for den Anskuelse, at den provisoriske Lov kan overleve den følgende Rigsdag, ikke derimod Holck og Matzen, da de til Gjengjæld søge den fornødne Garanti i Anerkjendelse af det private Initiativ. Fordi de politiske Forhold forandre sig, forandrer ikke Lovens Mening sig. Angaaende Spørgsmaalet om den tilbagevirkende Kraft af den provisoriske Straffelovs Bortfalden den 8. Febr. d. A. kan jeg paa ingen Maade samstemme med Miller. Der er i saa Hensende Ingensomhelst Hjemmel til at antage noget Andet m. H. t. provisoriske Straffelove end m. H. t. almindelige criminelle Love, og det maa for begge Slags Love

344