være Reglen, at man ei bør anvende en Straf, som er strengere end den, Retfærdigheden efter den paa Paakjendelsestiden gjældende Lovgivning kræver. Herimod kan ikke paaberaabes H.R.Dommen af 1. Juni 1871, thi der dømtes efter en paa Grund af Krigsforhold provisorisk Lov om Forbud mod Udførsel og Gjennemførsel af Heste, som alt inden Paakjendelsen vel var ophævet, men udelukkende paa Grund af Ophøret af de Forhold, som havde fremkaldt Forbudet. Her er Forholdet derimod det, at den provisoriske Straffelov er bortfalden, fordi Rigsdagen ikke har godkjendt den inden sin Slutning, og her maa hiin almindelige Regel derfor finde Anvendelse. — Jeg frifinder derfor Tiltalte, idet jeg derhos efter Omstændighederne vil paalægge det Offentlige Aktionens Omkostninger. Salær 200 Kr.
Repholtz. Angaaende Competence-Spørgsmaalet som alle hidtil Voterende.
M. H. t. Spørgsmaalet angaaende det private Initiativs Betydning overfor
provisoriske Love bemærkes, at Regjeringen ganske vist ikke har nogen Eneret, men
derimod vel en Forret til at forelægge slige Love for Rigsdagen, og kun naar
den Regjeringen i saa Henseende paahvilende Forpligtelse ikke opfyldes i
betimelig Tid, kan Rigsdagen være beføiet til at benytte sig af det private Initiativ.
Men in casu skjønner jeg ikke, at Regjeringen m. H. t. Forelæggelsen af den
provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 kan siges at have ladet sig nogen
Forsømmelighed falde tillast. Og naar Loven — som skeet — af Regjeringen er
forelagt Landstinget efter Grundlovens Bydende, saa kan Folketinget ikke være
berettiget til, inden Behandlingens Tilendebringelse i Landstinget, ved privat
Initiativ at bemægtige sig Lovforslaget og aflive det i et Øjeblik — det maa afføde
en høist uheldig Forvirring. Angaaende det andet Spørgsmaal om den
provisoriske Lovs Evne til at overleve Rigsdagens Slutning kan jeg i det Hele slutte
mig til Førstvoterendes Bemærkninger. Hvorfor redigerede man ikke i den
reviderede Grundlov § 25 paa en fyldigere Maade, naar man virkelig var paa det
Rene med, at Grundloven af 1849 § 30 havde ladet Adskilligt tilbage at ønske
i saa Henseende? Men forøvrigt maa jeg være af den Formening, at Tiltalte,
naar det er givet, at den provisoriske Straffelov ikke er bortfalden ved
Folkethingets Afstemning den 21. Dec. f. A. over Albertis Forslag, maa blive at
straffe efter denne Lov, uanset om denne ogsaa kunde ansees bortfalden ved
Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A., da Reglen om en mildere Straffelovs
tilbagevirkende Kraft formentlig ikke passer her. Jeg finder, at alle 3 Artikler
falder ind under den provisoriske Straffelovs § 3, omend ganske vist det kan
være en Undskyldning for Tiltalte, at slige Udtalelser ikke tidligere vare
strafbare. Jeg bestemmer — som Müller — Straffen til 14 Dages simpelt Fængsel.
Salær 150 Kr.
345
