Lillienskjold. Det vilde utvivlsomt stride mod Retfærdighed at idømme Tiltalte Straf efter en provisorisk Straffelov, som paa Paakjendelsestiden var bortfalden, medens det paagjældende Forhold efter den tidligere gjældende Lovgivning var straffrit. — At den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 lige fra dens Udbredelse skulde have været ugyldig paa Grund af Ikke-Tilstedeværelsen af de i Grundlovens § 25 nævnte Betingelser, kunde der vel anføres endeel for, men jeg vil dog ikke ansee denne Betragtning som tilstrækkelig begrundet, ihvorvel jeg ganske vist har følt mig noget forbauset ved at see, at Justitsminister Nellemann ved Forelæggelsen af den provisoriske Lov i Landsthinget den 19. Dec. f. A. betegnede Grundlovens § 25 som »i ethvert Tilfælde analogisk anvendelig« paa det foreliggende Exemplar af en provisorisk Lov, medens jeg troede, at en analogisk Anvendelse af en Undtagelsesbestemmelse som Grundlovens § 25 ikke var tilladelig. Heller ikke troer jeg, at det tør antages, at den provisoriske Straffelov allerede var bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget den 21. Dec. f. A. om Albertis Lovforslag. Forelæggelsen af dette private Forslag maa vistnok betegnes som et Overgreb. Alberti er jo paa en Maade ved denne Lejlighed optraadt som Medlem af Regjeringen, da det jo egentlig var dennes Forslag, han forelagde i Folkethinget, samtidig med at Regjeringen opfyldte sin Forpligtelse, hvortil vel svarer en Eneret, til at forelægge Loven »for den følgende Rigsdag« ved Indbringelsen i Landsthinget. Men hvad jeg derimod bestemt maa fastholde, er, at den provisoriske Straffelov ikke har kunnet overleve Rigsdagens Slutning den 8. Febr. d. A. Det ligger i dens Charakter af provisorisk og er udtrykkelig udtalt i Udvalgsbetænkningen til Grundloven af 1849. Hvor vilde vi ende, ifald en provisorisk Lov kunde blive gaaende som gyldig gjennem flere Aar? En saadan Ordning kan ikke siges at hvile paa Frederik d. 7des constitutionelle Grundlag — det vilde være en Absolutisme under falske Former — det maatte ende i Løgn og Svig. Jeg vil efter det Bemærkede frifinde Tiltalte; Omkostningerne bør han bære i 1ste Instans, medens jeg vil fritage ham for Omkostningerne for Højesteret. Salær 120 Kr., der udredes af det Offentlige. —
Rimestad. Jeg nærer ingen Tvivl om, at Udstedelsen af den provisoriske
Straffelov af 2. Nov. 1885 har været juridisk berettiget, thi Rigsdagen var den
23. Okt. 1885 bleven udsat til den 18. Dec. f. A., og var følgelig paa Lovens
Udstedelsestid ikke »samlet«. At gjøre gjældende, at Udtrykket »følgende
Rigsdag« ikke passer paa en Rigsdag, der efter Udsættelse gjenoptager sine Møder,
vilde altsaa føre til, at den provisoriske Straffelov først skulde forelægges i den
Rigsdag, som samledes i Oktober d. A.; jeg troer imidlertid, at Justitsminister
Nellemann har handlet rigtigt ved at forelægge Loven strax efter Rigsdagens
Sammentræden igjen den 18. Dec. f. A., og det var vistnok alene hertil, at han
346
