ten i Grundlovens § 25 følger en Pligt, men ikke en Eneret for Regjeringen til at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«. At der skulde være noget for Kongen eller Regjeringen Upassende i, at et af Thingene i dette Forhold selv tager Initiativet, uden at afvente Regjeringens Forelæggelse, kan jeg ikke indsee. Men plausibelt kunde det ganske vist lyde, at et Reg jeringsforslag kun kan fremføres af Regjeringen, ikke af nogen Anden; men dette Ræsonnement vilde kun kunne passe, ifald det var selve den foreløbige Lov, som forelagdes; nu er Forelæggelsen jo imidlertid skeet i Form af et med den provisoriske Lov ligelydende Lovforslag, og saa skjønner jeg ikke, at hiint Ræsonnement kan stille sig hindrende i Vejen for Anvendelse af det private Initiativ. Den provisoriske Lov trænger til sin endelige Gyldighed til en Medvirkning af alle Lovgivningsfaktorerne, og et enkelt Things Nei er nok til at omstøde den. Men naar saa det ene Thing paa en i formel Henseende uomtvistelig Maade constaterer sin Villie til ikke at ville godkjende Loven, saa maa det være nok til dens Omstødelse. Og denne Ret maa ethvert af Thingene have; vil man ikke indrømme det, kan Grundlovens § 25 tilsidesættes. Det kan være, at Folkethinget har handlet mindre passende ved Fremsættelsen af Albertis Lovforslag, men Retten til at handle som skeet har det ikke manglet. — Men jeg mener tillige, at naar Rigsdagens Godkjendelse af den provisoriske Lov ikke erhverves inden Sessionens Slutning, maa Lovens Gyldighed ophøre — saa at altsaa den provisoriske Straffelovs Gyldighed ialtfald er ophørt den 8. Febr. d. A. Naar Regjeringen enten ganske undlader at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag« eller først forelægger den saa silde, at ikke ethvert af Thingene faae Lejlighed til at udtale sig om den inden Sessionens Slutning, saa ere Betingelserne for dens fortsatte Gyldighed ikke tilstede, og det stemmer ogsaa fuldt ud med Grundlovens § 25 og § 2. Hvad Grundlovsudvalgets Mening i saa Henseende har været, kan ikke være tvivlsomt, og I. E. Larsen har udtrykkelig vedkjendt sig den Anskuelse, at en provisorisk Lov ikke kan overleve en Rigsdagssamling, og naar Matzen og Holck have udtalt sig i modsat Retning, hænger dette vistnok sammen med, at de antage det private Initiativs Berettigelse paa dette Omraade, saa at de i Undladelsen af at benytte dette, naar Regjeringsforslagets endelige Behandling trækker henimod Sessionens Slutning, see et stiltiende Samtykke fra Thingenes Side til Lovens fortsatte Gyldighed. Indtil for et Aarstid siden har der visselig blandt Politikerne herhjemme ingen Tvivl været om, at en provisorisk Lov ikke kan overleve en Rigsdagssession; men vil man da virkelig i en bevæget Tid som denne forlade denne Theori? Jeg forudsiger, at det vil straffe sig haardt. Man siger, at Regjeringen jo trods denne Theori meget vel efter Sessionens Slutning kan udstede en tilsvarende ny provisorisk Lov og derved dog tilintetgøre Garantien. Jeg indrømmer, at Muligheden herfor er til-
351
