hovedet har været gjældende, angaar, da gaar den ud paa, at Loven ikke er given, medens »Rigsdagen var samlet«, jfr. Grundlovens § 25, idet Rigsdagens Møder ifølge kgl. aabent Brev af 23. Oktober f. A. paa Udstedelsestiden kun vare udsatte; men denne Betragtnings Rigtighed kan jeg ikke anerkjende, da hiin Udsættelse virkelig bevirkede, at Rigsdagen den 2. November f. A. faktisk ikke var samlet, hvilket efter Grundlovens § 25 maa være tilstrækkeligt. Mod Lovens Fremkomst som provisorisk kan saaledes intet indvendes. Hvad dernæst angaar den anden Indsigelse, vedrørende det private Initiativs Betydning, da er det første Gang dette Spørgsmaal foreligger til Afgjørelse. Der kan i saa Henseende ingen parlamentarisk Praxis paaberaabes, og navnlig kan ingen Slutning drages fra I. A. Hansens Optræden i 1858, eftersom det af ham forelagte private Lovforslag dengang ikke gjennemførtes, da den vedkommende provisoriske Lov faktisk ved Samlingens Slutning betragtedes som bortfalden. Ved Siden heraf har Defensor nu paaberaabt sig til Støtte for sin Anskuelse paa dette Punkt dels flere Retslærdes Udsagn, dels Sagens Natur. Ganske vist har nu ogsaa Prof. Matzen i sin Statsret anerkjendt det private Initiativs Berettigelse paa dette Omraade, men vel at mærke kun som en Modvægt mod Regeringens grundlovsstridige Undladelse, altsaa specielt for det Tilfælde, at en Regering maatte undlade at opfylde Forskrifterne i Grundlovens § 25 om, at den foreløbige Lov »bør forelægges den følgende Rigsdag«, et Tilfælde, som jo ikke laae for her, da Regjeringen allerede den 19. December f. A. havde forelagt et til den provisoriske Straffelov svarende Lovforslag i Landstinget. Paa samme begrændsede Maade maa formentlig afdøde Prof. Holcks i lignende Retning gaaende Udtalelse forstaas. Derimod har Defensor ikke særlig paaberaabt sig, at Folketingets Formand Berg den 12. Oktober 1885 har udtalt sig til Gunst for det private Initiativs Berettigelse — en Udtalelse, som naturligvis ingenlunde kan tillægges nogen afgjørende, statsretlig Betydning. Hvad angaar Henvisningen til Sagens Natur, da har Defensor fremhævet, at stor politisk Fare kan resultere deraf, at det private Initiativ ikke anerkjendes. Det skal nu ogsaa ganske vist indrømmes, at dette kan tænkes at kunne faae Betydning for Statslivet, forsaavidt det kan tænkes, at en Regjering vilde »sylte« den provisoriske Lov i det regjeringsvenlige Thing og derved forhindre, at den naaede til Behandling i det andet Thing, saa at den blev gjældende fra det ene Aar til det andet. Men hertil maa dog bemærkes, at Grundloven gjennemgaaende ikke kan siges at skabe stærke Garantier mod constitutionelle Misbrug, ligesom det da overhovedet er meget svært at skabe en virksom Garanti mod en myndig Regjering; dog kunne slige Misbrug fra Regjeringens Side dog altid af Folkethinget mødes med en Anklage for Rigsretten; men langt værre er det, naar der er Misbrug fra det ene Things Side; overfor en slig Eventualitet er ingen Garanti mulig —
336
