overfor Finantslovnægtelse eller Visnepolitik, hvis man vil anse saadanne for politiske Misbrug, staar man ganske uden constitutionelle Garantier. Den naturlige Forstaaelse af Grundlovens § 25 maa formentlig føre til, at ligesom det er en Regjerings Pligt, saaledes er det ogsaa dens Eneret at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«. Det er dens Forslag, som, naar det forkastes, medfører den provisoriske Lovs Bortfalden, og det er uberettiget, naar Alberti i Folkethinget den 19. Dec. f. A. forelagde Forslaget som sit. Naar Grundloven siger, at Regjeringen skal forelægge den provisoriske Lov, saa maa heri ligge en Ret for Regjeringen til at bestemme, naar og i hvilket Thing den vil foretage Forelæggelsen. Det er rigtigt nok, at Grundlovens § 44 anerkender ethvert af Thingenes private Initiativ, men heraf følger kun, at det ikke udelukkende er forbeholdt Regjeringen at foreslaa Love, derimod ikke, at et alt af Ministeriet i et af Thingene forelagt Lovforslag samtidig ved det private Initiativ kan optages og fremlægges i det andet Thing. Saadant strider ligefrem mod den aandelige Eiendomsret, men endnu mere mod det parlamentariske Forhold mellem de to Thing og mod Grundlovens Aand. En slig Lære vilde kunne afføde højst mærkelige Consekventser: den alt paabegyndte Behandling i det ene Thing af det ministerielle Lovforslag maatte efter min Formening standse, naar det andet Thing forkastede det tilsvarende private Lovforslag, men det vilde tydelig nok være stridende mod vigtige parlamentariske Principer. Forholdet mellem § 56 og § 57 i Grundloven af 5. Juni 1849 viser dette: det ene Thing er derefter pligtig at behandle de Lovforslag, der efter at være endelig behandlede oversendes det fra det andet Thing, men denne Forpligtelse kunde jo ikke opfyldes, hvis det ene Thing ved privat Initiativ kunde tage det i det andet Thing forelagte Lovforslag inden dets Tilendebringelse dér under Behandling og forkaste det, eftersom det Lovforslag, som er forkastet af et af Thingene, efter fornævnte § 56 ikke oftere kan foretages af samme Thing i samme Samling. Hvis man vilde anvende dette Princip paa Finantslovforslaget i Landsthinget, skulde man nok fra Folkethingets Side høre Klager over Indgreb i Folkethingets grundlovsmæssige Prærogativer; ja, hvad vilde skee, ifald Regjeringen fandt paa at forelægge det samme Lovforslag i begge Thing paa samme Tid? Efter min Formening kan ingen med Berettigelse tage Regjeringens i det ene Thing forelagte Lovforslag og inden dets tilendebragte Behandling der forelægge det i det andet Thing som sit eget, og jeg mener derfor ogsaa, at Alberti har været ganske uberettiget til den 19. Dec. f. A. at forelægge et til den provisoriske Straffelov svarende privat Lovforslag i Folkethinget, og at denne provisoriske Lovs fortsatte Gyldighed ingenlunde paavirkes ved Folkethingets den 21. Dec. f. A. foretagne Forkastelse af Albertis Lovforslag. Jeg kommer herefter endelig til det 3die af de af Defensor reiste Spørgsmaal: har den provisoriske Straffelov da
22
337
