overlevet Rigsdagssamlingens Slutning d. 8. Febr. 1886? Dette Spørgsmaal har ikke den samme constitutionelle Betydning som det foregaaende, thi selv om det besvaredes benægtende, kunde Regjeringen jo finde sig foranlediget til, efter Samlingens Slutning paany at udstede en lignende foreløbig Lov, en Foranstaltning, for hvilken Ansvaret ikke kunde blive stort større end for den første Udstedelse af den vedkommende provisoriske Lov. Nogen Rigsdagspraxis m. H. t. Besvarelsen af dette Spørgsmaal vides ikke at foreligge reent og klart. I en Betænkning af et Landsthingsudvalg i 1857 udtales det vel, og ligeledes i en Udvalgsbetænkning i Folkethinget i 1862, at den foreløbige Lov, som er forelagt Rigsdagen og ikke, inden Rigsdagen skilles ad, er bleven vedtaget, dermed taber sin Gyldighed. Og det Grundlovsudvalg, som i 1849 bevirkede Indsættelsen af § 30 i Grundloven af 1849, som ikke fandtes i det oprindelige Grundlovsudkast, udtalte ogsaa udtrykkeligt, at den provisoriske Lov altid maatte forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, »uden hvis Bekræftelse Loven bortfaldt«. Men man fristes virkelig til overfor dette Faktum at spørge: hvorfor blev disse Ord da ikke optagne i Grundlovens § 30, naar det var Meningen, at det skulde være Reglen? Mellem de Retslærde er der megen Tvivl angaaende dette Spørgsmaal. Af J. E. Larsens Udtalelser skjønner jeg ikke, at der kan udledes noget Bestemt. Scheel siger udtrykkelig, at en provisorisk Lov kan overleve vedkommende Rigsdagssamlings Slutning, og i samme Retning gaae Matzen og Holck, idet de i det private Initiativ finde det fornødne Correctiv imod Consekventserne af denne Regel. Jeg mener, at overvejende Grunde virkelig tale for, at den foreløbige Lov. vedbliver at være gjældende, indtil den forkastes af et af Thingene, selv om vedkommende Rigsdagssamling overskrides. Der maa en særlig Akt til, for at en lovligt bestaaende Lov skal kunne bortfalde — en Forkastelse i et af Thingene, en udtrykkelig Tilbagekaldelse af Loven af Regjeringen eller Afløsning ved en ny Lov, som betegner sig som saadan. Naar Rigsdagen slutter, uden at have faaet senteret over den provisoriske Lov, maa den blive staaende udover Samlingens Tilendebringelse. Dens Bortfalden eo ipso ved Ikke-Antagelsen inden Samlingens Afslutning, er en reen Theori, der ikke staaer nogetsteds og som ikke ligger saa bestemt og nødvendig i den provisoriske Lovs Natur, at man udenvidere tør slaae den fast, og de tænkelige Misbrug, som kunne resultere af Overlevelsen, kan ikke afgjørende tale derimod. Kun naar Regjeringen har undladt sin grundlovsmæssige Pligt til at forelægge den provisoriske Lov for »den følgende Rigsdag«, maa Lovens Bortfalden eo ipso antages at blive Følgen af Rigsdagssamlingens Slutning. Det gaaer overhovedet næppe an at sætte en altfor radikal Begrændsning for den provisoriske Lovs Gyldighed. Naar den nu f. Ex. afløses ved en af Rigsdagen vedtagen anden Lov, skal denne sidste jo for at faae Lovskraft godkjendes af Kongen; skeer Vedtagelsen i Ses-
338
