»den følgende Rigsdag«. Dette Resultat bestyrkes ogsaa ved Forhandlingerne paa den grundlovgivende Forsamling. Som bekjendt omtalte det oprindelige Grundlovs-Udkast slet ikke provisoriske Love; det var først Grundlovsudvalget, hvis Formand Krieger jo var, som foreslog Optagelsen af en til § 30 i Grundloven af 1849 svarende Bestemmelse, idet det i Betænkningen udtrykkelig siges, at den provisoriske Lov altid skal forelægges den umiddelbart følgende Rigsdag, »uden hvis Bekræftelse Loven bortfalder«. Disse Ord tillader ingen Tvivl om, hvad Meningen har været, nemlig at der skulde en positiv Bekræftelse af Loven paa den nærmest følgende Rigsdag, og med denne Motivering bifaldtes Forslaget af Alle, undtagen Tscherning og et Medlem til. Ogsaa Ørsted godkjendte dette Forslag, som Regjeringen saaledes ikke var Fader til. Og denne Anskuelse have vore fremragende Mænd ogsaa gjennemgaaende vedkjendt sig baade som Ministre og som Udvalgsmedlemmer, saaledes i 1857 Madvig, Jespersen og flere, ligesom ogsaa baade Simony og Casse som Justitsministre have erkjendt, at en provisorisk Lov ikke kan overleve en Rigsdags Slutning. Ligeindtil 1866 har denne Anskuelse været fast Praxis mellem Folkething og Landsthing og delt af Ministrene. Ved den reviderede Grundlov af 28. Juli 1866 § 25 vendte man tilbage til Forskriften i Grundloven af 1849 § 30 uden nogen Forandring, altsaa uden Hensyn til, at de forskjellige i Mellemtiden fremkomne Forfatningsbestemmelser, f. Ex. Grundloven af 18. Nov. 1863 §§ 58 og 59, havde Ordene: »forelægges det først sammentrædende Rigsraad til Beslutning«. Vel dele hverken Holck eller Matzen denne Opfattelse, men ret beset turde dette ligge i den Omstændighed, at de antage Berettigelsen af det private Initiativ paa dette Omraade. At der til Lovens Bortfalden skulde udkræves en Meddelelse herom i Lovtidenden, vel altsaa som en Slags offentlig Bekjendtgørelse, kan jeg ikke indsee — en Formalitet, som jo da maatte kræves i alle Tilfælde og som det jo vilde være betænkeligt at overlade til det mod Forkastelsen uvilligt stemte Ministeriums Forgodtbefindende. — Jeg kommer saaledes ogsaa paa dette Punkt til det Resultat, at Gyldigheden af en provisorisk Lov eo ipso ophører med den næste Rigsdags Slutning og at følgelig den provisoriske Straffelov af 2. Nov. 1885 er bortfalden den 8. Febr. d. A., et Resultat, som ganske vist kan have sine mindre lykkelige Consekventser, men som det ikke er Domstolenes Sag at see hen til. Er den provisoriske Straffelov bortfalden allerede den 21. Dec. f. A., maa de heromhandlede Artikler som trykte senere være ikke-strafbare og Tiltalte som Følge heraf ikke blot frifindes for Straf, men ogsaa for Udredelsen af Aktionsomkostningerne. Er Loven derimod først bortfalden den 8. Febr. d. A., kunde der jo være Spørgsmaal om Strafskyld for Tiltalte, eftersom Loven endnu gjaldt, da Artiklerne fremkom den 31. Dec. f. A., den 6. og 9. Jan. d. A. Men naar en Straffelov bortfalder eller ophører helt eller delvis, maa Virkningen
342
