heraf jo efter Reglen i den alm. borgerlige Straffelovs § 306 have tilbagevirkende Kraft overfor ældre, endnu ikke endelig paakjendte Sager, og i Henh. hertil maatte da ogsaa Tiltalte in casu blive fri for Strafansvar; men i saa Fald kunde der jo nok være Tale om at lade ham bære Aktionsomkostningerne. Jeg troer ikke, at § 3 i den provisoriske Lov af 2. Nov. 1885 kan forstaaes, som Koch gjør det, efter Kommateringen, der peger hen paa, at der er en præsumptio juris for, at de omhandlede Udtalelser altid ere faretruende for den offentlige Ro og Orden. Salærerne for Højesteret vil jeg ikke sætte lavere end til 120 Kr., selv om Tiltalte skal bære dem. —
Müller. Ved Grundlovens § 25 er der sket en Undtagelse fra sammes
§ 2, saa at den provisoriske Lov dermed er opfattet ikke som et Lovforslag, men
er stillet ved Siden af en egentlig Lov; Lovforslag bliver den først ved dens
Forelæggelse for Rigsdagen. Den provisoriske Straffelovs Forelæggelse er skeet
ganske i Overensstemmelse med Forskrifterne i § 25, idet den af Regjeringen er
blevet forelagt Landstinget den 19. Dec. f. A. — altsaa Dagen efter, at Rigsdagen
var kommen sammen igjen efter Udsættelsen af dens Møder. Naar § 25 siger,
at den provisoriske Lov »altid bør forelægges den følgende Rigsdag«, forstaar
jeg disse Ord saaledes, at den altid skal forelægges af Regjeringen, og kun med
en saadan Forelæggelse ved Regjeringen følger efter min Opfattelse den
Virkning, at Loven strax bortfalder, naar den forkastes af et af Thingene. Er det
derimod et tilsvarende Lovforslag efter privat Initiativ, som forkastes i et af Thingene,
kan dette formentlig ikke paa det provisoriske Lovgivningsomraade føre til
selve den provisoriske Lovs Bortfalden; Grundlovens § 44 maa med andre Ord
lide en Indskrænkning ved § 25. Skal det private Initiativ føre til den
provisoriske Lovs Bortfalden, maa Forkastelsen af det private Lovforslag være skeet i
begge Thing, og jeg kan derfor ikke ansee den provisoriske Straffelov af 2. Nov.
f. A. bortfalden ved Afstemningen i Folkethinget den 21. Dec. f. A. — Hvad
dernæst angaar Spørgsmaalet om den provisoriske Straffelovs Bortfalden den
8. Febr. d. A., da forekommer der mig ikke at være Anledning til at komme
ind derpaa i nærværende Sag, eftersom den Handling, for hvilken Olsen er
tiltalt, jo er begaaet forinden dette Tidspunkt. Man har vel i modsat Retning
henvist til Reglen om Straffeloves tilbagevirkende Kraft, forsaavidt Straffen
derefter vilde bortfalde eller blive ringere; men da Forholdet in casu er dette, at
det jo alene skulde være Hensynet til de særlige Omstændigheder, som skulde
have medført den provisoriske Straffelovs Bortfalden, medens der ikke
foreligger som Motivering nogen Tilkjendegivelse om, at det heromhandlede Forhold
ikke længere betragtes som straf bart, kan hiin Regel formentlig ikke her komme
til Anvendelse. Jeg maa saaledes ansee Loven af 2. Nov. 1885 anvendelig, idet jeg
343
