Side:Højesterets kendelse af 11. november 2013 i sag 187 2013.pdf/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 4 -

tænkning nr. 1205/1990 om medieansvar, s. 193-194 og 196-197. Mediet kan endvidere kun pådrage sig straf- eller erstatningsansvar, såfremt redaktøren ikke kan gøres ansvarlig, jf. § 23, stk. 1. Mediets ansvar må således ubetinget anses som subsidiært i forhold til redaktørens ansvar.

Når det drejer sig om radio- og fjernsynsvirksomheder, fremgår det af medieansvarslovens 5, stk. 2, at der ved redaktør forstås den, der er beføjet til at træffe endelig beslutning om at udsende et program eller et indslag. Det betyder samtidig, at kompetencen til at træffe endelig bestemmelse om, hvorvidt et program eller et indslag skal fjernes fra et medies hjemmeside, ligger hos redaktøren.

Det beror på et bevidst valg, at lovgiver har valgt at udpege redaktøren som den centralt ansvarlige for mediets indhold. Hvis mediet på nogen måde skulle have et ansvar for indholdet, ville det med god ret kunne blande sig i spørgsmålet om indholdet, og hermed i redaktørens kompetenceområde. Dette er netop, hvad man har villet undgå ud fra hensynet til den størst mulige ytrings- og informationsfrihed. Hvis DR anses for rette rekvisitus, vil det indebære en latent risiko for, at DR som medie vil finde anledning til at blande sig i udsendelserne i DR for at hindre, at der opstår forbudssager, som DR som medie i givet fald vil være part i.

Da sagen vedrører visning af en udsendelse på DR’s hjemmeside, er det redaktøren, som under straf- og erstatningsansvar bestemmer, om en udsendelse skal vises eller ej. DR kan derfor heller ikke efter den materielle ret have den undladelsesforpligtelse, der er spørgsmål om at sikre overholdt. Når DR aldrig vil kunne foretage de relevante handlinger, kan DR heller ikke anses for at være rette rekvisitus.

Hvis det tillades, at der nedlægges forbud mod et medie i en sag som den foreliggende, skal rekvirenten efter de nye regler i retsplejeloven anlægge en hovedsag i henhold til retsplejelovens § 425. Hovedsagen er ikke en justifikationssag, men en sag til endelig afklaring af, om den rettighed, som har givet anledning til forbuddet, også rent faktisk består. En sådan sag skal imidlertid ikke anlægges mod mediet, men ifølge medieansvarsloven mod redaktøren og/eller den journalist, der har formuleret de relevante udsagn i udsendelsen. Det vil være en uheldig retsstilling, hvis forbudssagen tillades anlagt mod én part i alle tilfælde, mens hoved-