Side:Højesterets kendelse af 11. november 2013 i sag 187 2013.pdf/5

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

- 5 -

sagen nødvendigvis må anlægges mod en anden part i alle tilfælde. Den samme uheldige situation vil foreligge efter de hidtidige regler, der finder anvendelse i nærværende sag.

A har anført bl.a., at DR er indehaver af hjemmesiden dr.dk, og at forbudssagen derfor efter sædvanlig praksis skal rettes mod Danmarks Radio ved generaldirektøren som rette rekvisitus, jf. f.eks. UfR 1989.726 H, UfR 1999.1154/2 Ø og UfR 2010.1859 H.

Det er i teori og retspraksis fast antaget, at forbud mod en virksomhed, som er en selvstændig juridisk person, bør rettes mod virksomheden ved dens ledelse. Det er derimod ikke som anført af fogedretten korrekt, at begæringer om fogedforbud skal rettes mod den ansvarshavende redaktør personligt. Dette følger hverken af medieansvarsloven, retsplejeloven eller nogen anden retskilde. Vedtægten for DR er i den forbindelse ikke en relevant retskilde.

Medieansvarsloven indeholder særlige bestemmelser om straf- og erstatningsansvar for indholdet af bl.a. fjernsynsudsendelser og i et vist omfang andre massemedier. Et forbud er ikke en straf eller erstatning, som redaktøren ifalder ansvar for efter medieansvarsloven, og forbud er således ikke omfattet af loven.

Undladelsespligten til ikke at krænke rekvirentens privatlivsbeskyttelse på hjemmesiden dr.dk påhviler Danmarks Radio, der som indehaver af hjemmesiden dr.dk er forbudsadressat for data, der spredes via denne hjemmeside. Medieansvarsloven indebærer ikke en fravigelse af dette udgangspunkt. Det er efter retsplejelovens regler om forbud endvidere ikke et krav, at rekvisitus ifalder straf- eller erstatningsansvar, jf. f.eks. UfR 2010.2221 H.

Subsidiært gøres det gældende, at hvis generaldirektør Maria Rørbye Rønn i henhold til medieansvarsloven er rette rekvisitus, så er partsbetegnelsen i fogedbegæringen korrekt og tilstrækkelig klar til, at sagen burde være fremmet til realitetsbehandling af fogedretten.

Højesterets begrundelse og resultat
Sagen angår, om medieansvarslovens regler fører til, at en anmodning om nedlæggelse af et fogedforbud mod en tv-udsendelse offentliggjort på hjemmesiden dr.dk kan rettes mod DR som medie (i forbudsbegæringen angivet som ”Danmarks Radio v/ Generaldirektør Maria