Side:Højesterets kendelse af 2. november 2017 i sag 57 2017.pdf/2

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 2 -

Indkærede, Politiets Efterretningstjeneste, har påstået stadfæstelse af landsrettens kendelse.

Sagsfremstilling
Sagen angår bogen ”Syv år for PET, Jakob Scharfs tid”, der er skrevet af Morten Skjoldager, som er journalist og nyhedsredaktør på dagbladet Politiken. Bogen er skrevet på baggrund af bl.a. interviews med Jakob Scharf, der er forhenværende chef for Politiets Efterretningstjeneste. Det var oprindeligt planlagt, at bogen skulle udgives den 17. oktober 2016.

Forlaget udsendte inden den planlagte udgivelsesdato anmeldereksemplarer af bogen til bl.a. redaktionerne på Politiken og Ekstra Bladet.

På baggrund af foromtalen af bogen på forlagets hjemmeside rettede Politiets Efterretningstjeneste henvendelse til Jakob Scharf og forlaget og anmodede om at få forelagt manuskriptet for at afklare, om bogen indeholdt fortrolige oplysninger. Da denne anmodning ikke blev imødekommet, indgav Politiets Efterretningstjeneste anmodning til Københavns Byret om bl.a. at nedlægge forbud mod offentliggørelse af hele eller dele af bogen over for forlaget og Morten Skjoldager. Anmodningen blev imødekommet ved byrettens kendelse af 6. oktober 2016.

Den 7. oktober 2016 nedlagde byretten forbud mod offentliggørelse og omtale af bogens indhold over for radiokanalen Radio24syv samt en række boghandlere.

På baggrund af udtalelser fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør fremsatte Politiets Efterretningstjeneste den 8. oktober 2016 anmodning om, at der også blev afsagt kendelse om bl.a. forbud over for JP/Politikens Hus.

JP/Politikens Hus er en medievirksomhed, som bl.a. udgiver de landsdækkende dagblade Ekstra Bladet, Politiken og Morgenavisen Jyllands-Posten. Selskabet ejes af Jyllands-Posten Holding A/S og A/S Politiken Holding, som ejes af henholdsvis Jyllands-Postens Fond og Politiken-Fonden. JP/Politikens Hus er etableret ved en fusion i 2003, og det fremgår af en aktionæroverenskomst mellem holdingselskaberne, at aviserne bevarer deres uafhængige, selvstændige redaktionelle grundlag og integritet under ledelse af deres respektive chefredaktører. Det fremgår endvidere af aktionæroverenskomsten, at vedkommende ejerfond har kompeten-