Side:Højesterets kendelse af 2. november 2017 i sag 57 2017.pdf/4

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er ikke blevet korrekturlæst

- 4 -

Ledelsen af JP/Politikens Hus A/S må efter de fremkomne oplysninger anses for at være øverste ledelse af de indenlandske periodiske skrifter, som JP/Politikens Hus udgiver. Landsretten finder herefter, at forbuddet har kunnet rettes mod JP/Politikens Hus A/S.”

Anbringender
Danske Medier som mandatar for JP/Politikens Hus har anført navnlig, at medieansvarslovens ansvarsordning indebærer, at et forbud over for et dagblad skal rettes mod den ansvarshavende chefredaktør og ikke mod udgiveren af dagbladet.

Det er alene chefredaktøren, der er ansvarlig for bladets indhold. En fravigelse af medieansvarslovens ansvarssystem i forbudssager ville indebære, at udgiveren ville være nødsaget til at føre øget tilsyn og kontrol med indholdet af det pågældende medie, og det ville være i strid med de hensyn, som ligger bag den særlige ansvarsordning efter medieansvarsloven. Der er tale om hensyn til væsentlige samfundsværdier i form af den redaktionelle frihed og ytringsfriheden.

Efter retsplejelovens § 425 skal et forbud følges op af en hovedsag. Det følger af medieansvarsloven, at denne sag skal anlægges mod den ansvarlige redaktør og/eller journalist. Hvis medieansvarslovens ansvarssystem fraviges i forbudssager, vil konsekvensen være, at der ikke er overensstemmelse mellem parterne i forbudssagen og den efterfølgende hovedsag.

Situationen i den foreliggende sag er ikke sammenlignelig med den, der forelå i sagen, der blev afgjort ved Højesterets kendelse UfR 2014.462, og som angik Danmark Radio. Det skyldes, at JP/Politiken Hus er en virksomhed, som udgiver flere medier, men ikke selv er et medie, og de enkelte chefredaktører udgør ikke en del af selskabets ledelse. Danmarks Radio er derimod selv et medie, og hos Danmarks Radio er der sammenfald mellem den øverste ansvarlige for den forretningsmæssige drift og den øverste redaktionelle ledelse. Danmarks Radios generaldirektør er således den øverste ansvarlige for begge dele. På baggrund af disse forskelle fører UfR 2014.462 ikke til, at JP/Politikens Hus skal anses for rette adressat for det omhandlede forbud.

Politiets Efterretningstjeneste har anført navnlig, at rette adressat for et forbud efter retsplejelovens § 411 er den, som har undladelsesforpligtelsen – i dette tilfælde JP/Politikens Hus, som