89
Iisjomfruen.
„Ja, til at falde i en Iiskløft!” sagde Rudy. „Veed Du ikke bedre Vei og vil være Fører!”
„Jeg kjender just Veien!” sagde hun, „og jeg har mine Tanker med mig. Dine ere nok nede i Dalen; heroppe skal man tænke paa Iisjomfruen, hun er ikke Menneskene god, sige Menneskene.”
„Jeg frygter hende ikke,” sagde Rudy, „hun maatte slippe mig, da jeg var Barn, jeg skal nok slippe hende, nu jeg er ældre."
Og Mørket tog til, Regnen faldt, Sneen kom, den lyste, den blendede.
„Ræk mig din Haand, saa skal jeg hjelpe Dig med at stige!” sagde Pigen, og hun rørte ham med iiskolde Fingre.
„Du hjelpe mig!” sagde Rudy. „Ikke endnu behøvede jeg Qvindehjelp for at klattre!” og han gik raskere til, bort fra hende; Sneefoget slog som et Gardin om ham, Vinden susede, og bag ved sig hørte han Pigen loe og sang; det klang saa underligt. Det var nok Troldtøi i Iisjomfruens Tjeneste; Rudy havde hørt om det, da han som Lille overnattede heroppe paa sin Vandring over Bjergene.
Sneen faldt tyndere, Skyen laae under ham; han saae tilbage, der var Ingen meer at see, men han hørte Latter og Jodlen, og ikke lød det som kom det fra et Menneske.
Da Rudy endelig naaede Bjergets øverste Deel, hvor Bjergstien gik ned mod Rhonedalen, saae han, i den klare blaa Luftstribe, i Retning mod Chamouny, to klare Stjerner, de lyste saa funklende, og han tænkte paa Babette, paa sig selv og sin Lykke, og blev varm ved Tankerne.
