Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/105

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

93

Iisjomfruen.

Vei tilbage, ja saa sad ogsaa Rudy i den, samme Vei tilbage, men i Møllen løb Stuekatten med Nyt.

„Veed Du det, Du fra Kjøkkenet! Mølleren veed nu Alting. Det var en rar Ende det tog! Rudy kom her henimod Aften, og han og Babette havde Meget at hviske og tiske om, de stode paa Gangen lige ud for Møllerens Kammer. Jeg laae ved Fødderne af dem, men de havde hverken Øine eller Tanke for mig. „„Jeg gaaer lige ind til din Fader!”” sagde Rudy, „„det er en ærlig Sag.”” „„Skal jeg følge Dig?”” sagde Babette, „„det vil give Dig Mod!”” „„Jeg har Mod nok!”” sagde Rudy, „„men er Du med, maa han see mildt, enten han vil eller ei!”” Og saa gik de ind. Rudy traadte mig voldsomt paa Halen! Rudy er uendelig keitet! jeg miauede, men hverken han eller Babette havde Øren at høre med. De aabnede Døren, gik ind begge To, jeg foran; men jeg sprang op paa en Stoleryg, jeg kunde ikke vide, hvorledes Rudy vilde sparke ud. Men Mølleren sparkede ud! det var et godt Spark! ud af Døren, op paa Bjerget til Gemserne! dem kan nu Rudy sigte paa og ikke paa vor lille Babette.”

„Men hvad blev der sagt?” spurgte Kjøkkenkatten.

„Sagt?” — „Der blev sagt Alt hvad de saaledes sige naar de gaae paa Frieri: „„Jeg holder af hende og hun holder af mig! og naar der er Melk i Bøtten til Een, saa er der ogsaa Melk i Bøtten til To!”” — „„Men hun sidder Dig for høit!”” sagde Mølleren, „„hun sidder paa Gryn, paa Guldgryn, veed Du nok! hende naaer Du ikke!”” —