Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/107

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

95

Iisjomfruen.

Ord er et Ord, en Mand en Mand!”” sagde Rudy. „„Græd ikke, Babette, jeg bringer Ørneungen!”” — „„Du brækker Halsen, haaber jeg!”” sagde Mølleren, „„og saa slippe vi for dit Løb!”” Det kalder jeg at sparke! nu er Rudy afsted, og Babette sidder og græder, men Mølleren synger Tydsk, det har han lært paa Reisen! jeg vil nu ikke sørge over det, det hjelper ikke!”

„Men det er dog altid et Udseende!” sagde Kjøkkenkatten.

VII.
Ørnereden.

Fra Fjeldstien klang Jodlen saa lystig og stærk, det tydede paa godt Humeur og freidigt Mod; det var Rudy; han gik til sin Ven Vesinand.

„Du maa hjelpe mig! vi faae Ragli med, jeg maa tage Ørneungen oppe paa Fjeldranden!”

„Vil Du ikke tage det Sorte af Maanen først, det er nok lige let!” sagde Vesinand. „Du er i godt Humeur!”

„Ja, for jeg tænker paa at holde Bryllup! Men nu, Alvor talt, Du skal vide hvorledes Sagerne staae for mig!”

Og snart vidste Vesinand og Ragli hvad det var, Rudy vilde.

„Du er en vovsom Knøs!” sagde de. „Det gaaer ikke! Du brækker Halsen!”

„Man falder ikke ned, naar man ikke troer paa det!" sagde Rudy.