101
Iisjomfruen.
„Tak! Tak!” raabte Rudy.
„Ja Babette har Du da ikke endnu!” sagde Mølleren og slog i Spøg den unge Alpejæger paa Skulderen.
„Veed Du Nyt paa Møllen?” sagde Stuekatten til Kjøkkenkatten. „Rudy har bragt os Ørneungen og tager Babette i Bytte. De have kysset hinanden og ladet, Faderen see derpaa! det er da saa godt som Forlovelse; den Gamle sparkede ikke ud, han trak Kløerne ind, tog sig en Middagsluur og lod de To sidde og logre; de har saa Meget at fortælle, de blive ikke færdige til Julen!”
Og de bleve heller ikke færdige til Julen. Vinden hvirvlede det brune Løv, Sneen fygede i Dalen som paa de høie Bjerge; Iisjomfruen sad i sit stolte Slot, der tog til i Vintertid; Klippevæggene stode med Iislag og favntykke, elephanttunge Iistappe der hvor i Sommeren Fjeldstrømmen lod sit Vandslør vaie; Iisguirlander af phantastiske Iiskrystaller skinnede over de sneepuddrede Graner. Iisjomfruen red paa den susende Vind hen over de dybeste Dale. Sneetæppet var lagt heelt ned til Bex, hun kunde komme der og see Rudy inden Døre, mere end han var vant til, han sad hos Babette. Til Sommer skulde Brylluppet staae; det ringede tidt for deres Øren, saa ofte talte Venner derom. Der var Solskin, den deiligste Alperose glødede, den muntre, leende Babette, deilig som Foraaret, der kom, Foraaret, der lod alle Fugle synge om Sommertid, om Bryllupsdag.
„Hvor de To kunne sidde og hænge over hinanden!” sagde Stuekatten. „Nu er jeg kjed af det Miau!”
