Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/119

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

107

Iisjomfruen.

sig her, som om han gik paa Ærter hen over et glat Gulv. Hvor Tiden var seig at slide paa! den gik i Trædemølle, og nu skulde man spadsere! det gik ligesaa langsommeligt; to Skridt frem og eet tilbage kunde Rudy gjøre for at være i Trit med de Andre. Ned til Chillon, det gamle, skumle Slot paa Klippeøen, gik de for at see paa Pinselspæl og Dødsfængsler, rustne Lænker i Klippemuren, Steenbrix for de Dødsdømte, Falddøre, hvor de Ulykkelige vare styrtede ned og spiddede paa Jernpigge midt i Brændingen. Det kaldte, de en Fornøielse at see paa. Et Rettersted var det, løftet ved Byrons Sang ind i Poesiens Verden. Rudy følte saa aldeles Retterstedet; han lænede sig til Vinduets store Steenkarme og saae ned i det dybe, blaagrønne Vand, og over til den lille eensomme Ø med de tre Akasier; der ønskede han sig, fri for hele dette pluddrende Selskab; men Babette følte sig særdeles glad. Hun havde moret sig mageløst, sagde hun siden; Fætteren fandt hun var complet.

„Ja complet Gabflab!” sagde Rudy; og det var første Gang Rudy sagde Noget, der ikke behagede hende. En lille Bog havde Englænderen foræret hende til Erindring om Chillon, det var Byrons Digtning: „Fangen i Chillon”, oversat i det franske Sprog, saa at Babette kunde læse den.

„Bogen kan være god nok,” sagde Rudy, „men den fiintkæmmede Fyr, som gav Dig den, gjorde ingen Lykke hos mig.”

„Han saae ud, som en Meelsæk uden Meel!” sagde