110
Iisjomfruen.
havde en ung Mand, Englænderen; hvidklædt som en Møllersvend klattrede han i Aftenstunden, ledet af Lyset, der skinnede ud fra Babettes Kammer. Klattren havde han ikke lært og nær var han gaaet paa Hovedet i Strømmen, men slap med vaade Ærmer og overstænkede Buxer; dyndvaad og tilsølet kom han hen under Babettes Vinduer, hvor han klattrede op i det gamle Lindetræ og der efterlignede Uglen, anden Fugl kunde han ikke synge efter. Babette hørte det og tittede frem gjennem de tynde Gardiner, men da hun saae den hvide Mand og nok tænkte hvem det var, slog hendes lille Hjerte af Skræk, men ogsaa af Vrede. Hun slukkede i Hast Lyset, følte efter om alle Vindueskramper vare paa, og saa lod hun ham tude og hyle.
Skrækkeligt vilde det være om Rudy nu var her paa Møllen, men Rudy var ikke paa Møllen, nei, det var meget værre, han var lige der nedenfor. Der blev talt høit, vrede Ord; der vilde blive Slagsmaal, maaskee Drab.
Babette aabnede i Skræk Vinduet, raabte Rudys Navn, bad ham dog gaae, hun taalte ikke at han blev, sagde hun.
„Du taaler ikke at jeg bliver!” udbrød han, „det er altsaa en Aftale! Du venter gode Venner, bedre end jeg! skam Dig, Babette!”
„Du er afskyelig!” sagde Babette. „Jeg hader Dig!” og nu græd hun. „Gaa! gaa!”
„Det har jeg ikke fortjent!” sagde han, og han gik, hans Kinder vare som Ild, hans Hjerte var som Ild.
