111
Iisjomfruen.
Babette kastede sig paa Sengen og græd.
„Saa høit som jeg elsker Dig, Rudy! og Du kan troe ilde om mig!”
Og hun var vred, meget vred, og det var godt for hende, ellers havde hun været dybt bedrøvet; nu kunde hun falde i Søvn og sove Ungdommens styrkende Søvn.
XII.
Onde Magter.
Rudy forlod Bex, gik ad Hjemveien, søgte op paa Bjergene, i den friske, afkølende Luft, hvor Sneen laae, hvor Iisjomfruen raadede. Løvtræerne stode dybt nede, som vare de kun Kartoffeltoppe, Gran og Busk bleve mindre, Alperoserne groede ved Sneen, der laae i enkelte Pletter, som Linned paa Blegen. Der stod en blaa Gentiane, han knuste den med Geværkolben
Høiere oppe viste sig to Gemser, Rudys Øine fik Glands, Tankerne ny Flugt; men han var ikke nær nok for at gjøre et sikkert Skud; høiere steg han, hvor kun et stridt Græs voxede mellem Steenblokkene; Gemserne gik roligt paa Sneemarken; ivrigt skyndte han sig; Skytaagerne sænkede sig omkring ham, og pludselig stod han foran den steile Klippevæg, Regnen begyndte at strømme ned.
Han følte en brændende Tørst, Hede i Hovedet, Kulde i sine andre Lemmer; han greb efter sin Jagtflaske, men denne var tom, han havde ikke tænkt paa den, da han
