112
Iisjomfruen.
stormede op i Bjergene. Aldrig havde han været syg, men nu havde han en Fornemmelse deraf; træt var han, Lyst følte han til at kaste sig ned og sove, men Alt strømmede med Vand, han søgte at tage sig sammen; underligt sittrede Gjenstandene for hans Øine, men da saae han pludselig, hvad han aldrig havde seet her før, et nyttømret lavt Huus, der heldede sig op til Klippen, og i Døren stod en ung Pige, han troede at det var Skoleholderens Anette, som han engang havde kysset i Dandsen, men det var ikke Anette, og dog havde han seet hende før, maaskee ved Grindelwald, hiin Aften han vendte hjem fra Skyttelauget i Interlaken.
„Hvor kommer Du her?” spurgte han.
„Jeg er hjemme!” sagde hun. „Jeg vogter min Hjord!”
„Din Hjord, hvor, græsser den? Her er kun Snee og Klipper!”
„Du veed god Besked!” sagde hun og loe. „Her bag ved, lidt nede, er, en deilig Græsgang! der gaae mine Geder! jeg hytter dem godt! ikke een mister jeg, hvad mit er bliver mit!”
„Du er kjæk!” sagde Rudy.
„Du ogsaa!” svarede hun.
„Har Du Melk, saa giv mig den! jeg tørster ganske ulidelig!”
„Jeg har Noget bedre end Melk!” sagde hun, „det skal Du faae! igaar kom her Reisende med deres Fører, de glemte en halv Flaske Viin, som Du nok aldrig har smagt den; de hente den ikke, jeg drikker den ikke, drik Du!”
