113
Iisjomfruen.
Og hun kom frem med Vinen, heldte den i en Træskaal og gav Rudy.
„Den er god!” sagde han. „Aldrig smagte jeg saa varmende, saa ildfuld en Viin!” og hans Øine straalede, der kom et Liv, en Glød i ham, som om alle Sorger og Tryk dunstede bort; den sprudlende, friske Menneskenatur rørte sig i ham.
„Men det er jo dog Skoleholderens Anette!” udbrød han. „Giv mig et Kys!”
„Ja giv mig den smukke Ring, Du bærer paa Fingeren!”
„Min Brudering?”
„Just den!” sagde Pigen og gød Viin i Skaalen, satte den for hans Læber, og han drak. Der strømmede Livsens Glæde i hans Blod, den hele Verden var hans, syntes han, hvorfor plage sig! Alt er til for at nyde og lyksaliggjøre os! Livsens Strøm er Glædens Strøm, rives med af den, lade sig bære af den, det er Lyksalighed. Han saae paa den unge Pige, det var Anette og dog ikke Anette, endnu mindre Troldphantomet, som han havde kaldt hende, han mødte ved Grindelwald; Pigen her paa Bjerget var frisk som den nysfaldne Snee, svulmende som Alperosen og let som et Kid, dog altid skabt af Adams Ribbeen, Menneske som Rudy. Og han slyngede sine Arme om hende, saae ind i hendes forunderlige klare Øine, kun et Secund var det, og i dette, ja forklar, giv os det i Ord — var det Aandens eller Dødens Liv, der fyldte ham? Blev han løftet eller sank han ned i det dybe, dræbende Iissvælg, dybere,
