115
Iisjomfruen.
iisnede ham igjennem hans Ryghvirvler ind i hans Pande; han gav et Smertens Skrig, rev sig løs, tumlede og faldt, det blev Nat for hans Øine, men han aabnede dem igjen. Onde Magter havde øvet deres Spil.
Borte var Alpepigen, borte den skjulende Hytte, Vandet drev ned ad den nøgne Klippevæg, Sneen laae rundt om; Rudy rystede af Kulde, gjennemblødt til Skindet, og hans Ring var borte, Bruderingen, Babette havde givet ham. Hans Gevær laae i Sneen hos ham, han tog det, vilde skyde det af, det klikkede. Vaade Skyer laae som faste Sneemasser i Kløften, Svimlen sad der og lurede paa det kraftløse Bytte, og under hende klang det i den dybe Kløft, som om en Fjeldblok faldt, knuste og bortrev Alt, hvad der vilde standse den i Faldet.
Men i Møllen sad Babette og græd; Rudy havde i sex Dage ikke været der; han, som havde Uret, han, som burde bede hende om Tilgivelse, thi med hele sit Hjerte elskede hun ham.
XIII.
I Møllerens Huus.
„Det er et rædsomt Vrøvl med de Mennesker,” sagde Stuekatten til Kjøkkenkatten. „Nu er det igjen i Stykker med Babette og Rudy. Hun græder, og han tænker nok ikke mere paa hende.”
„Det kan jeg ikke lide,” sagde Kjøkkenkatten.
