122
Iisjomfruen.
rynkede sig; men snart kom et Smiil og Blinket i Øiet, Solen skinnede saa smukt udenfor, og i Morgen var det hendes og Rudys Bryllup.
Han var allerede i Stuen, da hun kom derned, og snart gik det afsted til Villeneuve. De vare saa lykkelige de To, og Mølleren med, han loe og straalede i det deiligste Humeur; en god Fader, en ærlig Sjæl var han.
„Nu er vi Herskabet hjemme!” sagde Stuekatten.
XV.
Slutningen.
Det var endnu ikke Aften, da de tre glade Mennesker naaede Villeneuve, og holdt deres Maaltid. Mølleren satte sig i Lænestolen med sin Pibe og tog en lille Luur. De unge Brudefolk gik Arm i Arm ud af Byen, hen ad Kjøreveien under de buskbegroede Klipper, langs den blaagrønne, dybe Sø; det skumle Chillon speilede sine graae Mure og tunge Taarne i det klare Vand; den lille Ø med de tre Akasier laae endnu nærmere, den saae ud som en Bouquet paa Søen.
„Der maa være yndigt derovre!” sagde Babette; hun havde igjen den største Lyst at komme derover, og det Ønske kunde strax opfyldes: der laae en Baad ved Bredden, Snoren, som holdt den, var let at løse. Ingen saae man, der kunde spørges om Tilladelse, og saa tog man uden videre Baaden, Rudy forstod nok at roe.
