Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/141

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

129

Iisjomfruen.

der, majestætisk, blaableg, skinnende, og ved hendes Fødder laae Rudys Liig. „Min!” sagde hun, og rundt om var igjen Mulm og Mørke, skyllende Vand.

„Grusomt!” jamrede Babette. „Hvorfor skulde dog han døe, idet vor Lykkes Dag kom! Gud! lys op i min Forstand! lys ind i mit Hjerte! jeg forstaaer ikke dine Veie, famler i din Almagt og Viisdom!”

Og Gud lyste ind i hendes Hjerte. Et Tankeblink, en Naadens Straale, hendes Drøm sidste Nat, lyslevende, gjennemblinkede hende; hun huskede Ordene, hun havde talt: Ønsket om det Bedste for sig og Rudy.

„Vee mig! var det Syndens Frø i mit Hjerte! var min Drøm et Fremtidsliv, hvis Stræng maatte rives over for min Frelses Skyld! Jeg Elendige!”

Jamrende sad hun i den mulmmørke Nat. I dens dybe Stilhed klang, syntes hun, endnu Rudys Ord; de sidste, han her sagde: „Mere Lykke har Jorden ikke at give mig!” De klang i Glædens Fylde, de gjentoges i Smertens Væld.




Et Par Aar ere hengaaede siden. Søen smiler, Kysterne smile; Viinranken sætter svulmende Druer; Dampskibe med vaiende Flag jage forbi, Lystbaade med deres to udspændte Seil flyve som hvide Sommerfugle hen over Vandspeilet; Jernbanen over Chillon er aabnet, den fører dybt ind i Rhonedalen. Ved hver Station udstige Fremmede, de komme med deres i Rødt indbundne Reisebog og læse sig til, hvad