Side:H. C. Andersens Eventyr og Historier. Fjerde Bind.djvu/142

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

130

Iisjomfruen.

Mærkeligt de have at see. De besøge Chillon, de see derude i Søen den lille Ø med de tre Akasier, og læse i Bogen om Brudeparret, der i Aaret 1856 en Aftenstund seilede derover, Brudgommens Død, og: „først næste Morgen hørte man paa Kysten Brudens fortvivlede Skrig.”

Men Reisebogen melder Intet om Babettes stille Levedage hos sin Fader, ikke i Møllen, der boe nu Fremmede, men i det smukke Huus nær Banegaarden, hvor fra Vinduet hun mangen Aften endnu seer hen over Kastanietræerne til de Sneebjerge, hvor engang Rudy tumlede sig; hun seer i Aftenstunden Alpegløden, Solens Børn leire sig deroppe og gjentage Sangen om Vandringsmanden, som Hvirvelvinden afrev Kappen og førte bort; Hylsteret og ikke Manden tog den.

Der er Rosenglands paa Bjergets Snee, der er Rosenglands i hvert Hjerte, hvor Tanken er: „Gud lader det Bedste skee for os!” men det bliver os ikke altid aabenbaret, saaledes som det blev for Babette i hendes Drøm.