132
Sommerfuglen.
siig mig, faaer jeg Den eller Den? Og hvem faaer jeg? Naar jeg veed det, kan jeg flyve lige til og frie!”
Men Margrethe svarede slet ikke. Hun kunde ikke lide, at han kaldte hende Kone, for hun var jo Jomfru, og saa er man ikke Kone. Han spurgte anden Gang og han spurgte tredie Gang, og da han ikke fik et eneste Ord af hende, saa gad han ikke spørge mere, men fløi uden videre paa Frieri.
Det var i det tidlige Foraar; der var fuldt op af Sommergjække og Crocus. „De ere meget nette!” sagde Sommerfuglen, „nydelige smaa Confirmander! men noget ferske.” Han, som alle unge Mandfolk, saae efter ældre Piger. Derpaa fløi han til Anemonerne; de vare ham lidt for beeske; Violerne lidt for sværmeriske; Tulipanerne for prangende; Pintselilierne for borgerlige; Lindeblomsterne for smaa og de havde saa stort Familieskab; Æbleblomsterne vare jo rigtignok som Roser at see paa, men de stode i Dag og faldt af i Morgen, ligesom Vinden blæste, det blev et for kort Ægteskab, syntes han. Ærteblomsten var den, som mest behagede, den var rød og hvid, den var skjær og fiin, hørte til de huuslige Piger, som see godt ud og dog due for Kjøkkenet; han var lige ved at frie til hende, men i det Samme saae han tæt ved hang en Ærtebælg med vissen Blomst paa Spidsen. „Hvem er det?” spurgte han. „Det er min Søster,” sagde Ærteblomsten.
„Naa, saaledes kommer De til at see ud senere!” Det skræmmede Sommerfuglen, og saa fløi han.
