139
Psychen.
Eiendom, i Gaarden; Flaskeskaar, Finochi Top, Levninger af Artiskokker dyngede sig hen over og tilsølede det, men indeni var det som Bjergets Snee; herfra skulde Psychen løfte sig.
En Dag traf det sig saa, ja, den klare Stjerne fortæller Intet derom, den saae det ikke, men vi vide det: et fornemt romersk Selskab kom i den snevre, ringe Gade. Vognen holdt noget derfra, Selskabet kom for at see den unge Konstners Arbeide, ved et Tilfælde havde det hørt derom. Og hvem vare de fornemme Besøgende? Stakkels unge Mand! altfor lykkelige unge Mand, kunde han ogsaa kaldes. Den unge Pige selv stod her i Stuen, og med hvilket Smiil, da hendes Fader sagde de Ord: „Det er jo Dig lyslevende!” det Smiil kan ikke formes, det Blik kan ikke gjengives, det forunderlige Blik, hvormed hun saae paa den unge Konstner, det var et Blik som løftede, adlede og — knuste.
„Psychen maa fuldføres i Marmor!” sagde den rige Herre. Og det var Livsens Ord for det døde Leer og for den tunge Marmorblok, som det var Livsens Ord for den betagne unge Mand. „Naar Arbeidet er fuldført, kjøber jeg det!” sagde den fyrstelige Herre.
Det var som en ny Tid rullede op i det fattige Værksted; Liv og Munterhed lyste derinde, Travlhed blev der. Den lysende Morgenstjerne saae, hvorledes Arbeidet skred frem. Leret selv var blevet som beaandet, fra hun var her, det bøiede sig i forhøiet Skjønhed til de kjendte Træk.
„Nu veed jeg, hvad Livet er!” jublede han, „det er Kjærlighed! det er Opløftelse i det Herlige, Henrykkelse i det
