144
Psychen.
Og han drog ham med sig, han kunde det i dette Øieblik; der var en Ild i den unge Konstners Blod, en Forandring i hans Sjæl, en Trang efter at rive sig løs fra alt det Gamle, alt Det, han var vant til, rive sig ud af sit eget gamle Jeg, og han fulgte i Dag Angelo.
I en Udkant af Rom laae et af Konstnere besøgt Osterie, bygget ind i Ruinen af et gammelt Badekammer; de store, gule Citroner hang mellem det mørke, glindsende Løv og dækkede en Deel af de gamle, rødgule Mure; Osteriet var en dyb Hvælving, næsten som en Hule ind i Ruinen; en Lampe brændte derinde foran Madonnabilledet; en stor Ild blussede paa Skorstenen, her blev stegt, kogt og braset; udenfor, under Citron- og Laurbærtræer, stode et Par dækkede Borde.
Lystigt og jublende bleve de To modtagne af Vennerne; Lidt spiste man, Meget drak man, det gav Munterhed; sunget blev der og spillet Guitar; Saltarello klang, og den lystige Dands begyndte. Et Par unge Romerpiger, Modeller for de unge Kunstnere, traadte med i Dandsen, blandede sig med i Lystigheden; to nydelige Bacchantinder! ja, de havde ikke Psyche-Skikkelse, vare ikke fine, smukke Roser, men friske, kraftige, blussende Nelliker.
Hvor var det varmt paa denne Dag, varmt selv ved Solnedgang! Ild i Blodet, Ild i Luften, Ild i hvert et Blik! Luften svømmede i Guld og Roser, Livet var Guld og Roser.
„Nu endelig engang er Du med! lad Dig bære af Strømmen om Dig og i Dig!”
