148
Psychen.
Brønd, et Hul kunde det kaldes, i det sænkede han Psychen, kastede Jord hen over den, smed Qvas og Nelder over den friske Gravning.
„Bort! ned!” var den korte Gravtale.
Stjernen saae det fra den rosenrøde Luft og sittrede i to tunge Taarer paa den Unge Mands dødblege Kinder, han, den Febersyge, — den Dødsyge, kaldte de ham paa Sygeleiet.
Klosterbroderen Ignatius kom som Ven og Læge, kom med Religionens Trøsteord, talte om Kirkens Fred og Lykke, Menneskenes Synd, Naaden og Freden i Gud.
Og Ordene faldt som varme Solstraaler paa den vaade gjærende Grund; den dampede, og løftede Taageskyer, Tankebilleder, Billeder, som havde deres Virkelighed; og fra disse svømmende Øer saae han ned over Menneskelivet: Feilgreb, Skuffelser var det, havde det været for ham. Konsten var en Troldqvinde, der bar os ind i Forfængelighed, ind i jordiske Lyster. Falske vare vi mod os selv, falske mod vore Venner, falske mod Gud. Slangen talte altid i os: „smag, og Du skal blive som Gud!”
Nu først syntes han at have forstaaet sig, fundet Veien til Sandheden og Freden. I Kirken var Guds Lys og Klarhed, i Munkecellen den Ro, hvor Mennesketræet kunde voxe op gjennem Evigheden.
Broder Ignatius støttede hans Tanke, og Beslutningen stod fast. Et Verdensbarn blev en Kirkens Tjener, den unge Konstner gav Afkald paa Verden, gik i Kloster.
Hvor kjærligt, hvor glad hilsedes han af Brødrene!
